Det nye og gamle Rom
”Qvid Romam in media qværis novus advena Roma,
”Qvid Romam in media qværis novus advena Roma,
Et Romæ in Roma nil reperis media?”
Et Romæ in Roma nil reperis media?”
O Verdensdronning, Roma, hvor stander du?
Paa dine Høie staaer jeg og søger dig,
Studser selv ved dit Navn at nævne,
Studser og spørger: Roma, hvor er du?
Jeg trindtom skuer Paladser hæve sig,
Templernes Kupler lue i Aftenglands;
Roma nævnes Borg og Paladser,
Og dog jeg spørger: Roma, hvor er du?
Jeg seer omkring mig herlige Skikkelser:
Høibarmet Qvinde smiler fra gyldne Karm,
Nævner end sig stolt Romerinde,
Og dog jeg spørger: Roma, hvor er du?
I Karmen sidde Herrerne statelig.
Smile og vinke — er dette Romere?
Bagved stander guldbræmmet Tjener —
Her vil jeg ikke søge dig, Roma!
See hist paa Hjørnet koges Kastanierne,
Der stander rolig fattige Dagleier,
Slaaer over Skuldren Kappen med Ærmet,
Synes end stolt, at det er en Toga.
Histnede støie vrimlende Kræmmere;
Høien er stille, der boer den Fremmede;
Hist ligge Marmorblokke ved Brakken,
Der har en Billedhugger sit Værksted.
Her Præster gange langsomt høitideligt,
Fredsomme Konstner vandrer sin stille Gang;
Festligt tone Klokker og Messer,
Pilgrimmen knæler fromt ved Kapellet.
Derude ligge sælsomme Ørkener,
Stille er Marken, Tidsler kun voxer der;
Nedfaldne Huse stande forladte,
Luften er giftig — Ingen der lever.
Af Gruus og Aske Søiler hist hæve sig,
Ældgamle Mure ligge saa eensomt der;
Græsset groer paa halvsjunkne Buer,
Her skal jeg dog ei søge dig? Roma!
Her vanker eensom Fremmed med Bog i Haand,
Læser og forsker, seer paa Ruinerne,
Studser ved de uhyre Masser,
Undres og spørger: var dette Roma?
Hvad suser mægtig her over Søilerne?
Ørnen sig svinger over dem stoltelig,
Ryster høit i Skyen sin Vinge:
Fremmede tvivl ei: dette var Roma.
Paa disse Søiler Templer har hvælvet sig,
Her toned fordum Hymner for Tordneren;
Ydmyg gik gjennem hine Buer
Lænkede Konger, Seierherrens Følge.
Du staaer paa Veien til Capitolium —
Bæver din Fod ei sælsomt, o Fremmede!
Denne Steen, hvorpaa du nu træder,
Den haver baaret Cæsar og Brutus.
Blandt brudte Broer ruller den gule Strøm
Mellem Ruiner — ja der er Tiberen;
Hist paa Stenen Cocles har kæmpet,
Der har den høie Cloelia svømmet.
Hvor staaer din Bue? herlige Tiberhelt!
Plyndret er Pragten, knuset er Marmoret,
Adspredt ligge Stene paa Stene;
Er det eders Eftermæle, o Helte!
See hist en Gruushob, derfra har Ciceros
Taler udstrømmed. Qvægtorvet kaldes nu
Kredsen, hvor de Mægtige raadslog —
Er disse Steen din Herlighed? Roma!
Ja sjunket er du, Jorden tilhyller dig
Med dine Helte, Verdensbetvingerne;
Paa din Grav staaer end Colosseum,
Og vidner Mægtig: her standed Roma.
O Verdensdronning! det er din Bautasteen:
Borgen, som var dig Leeg kun og Gjøglespil,
See den blev din høieste Gravsteen,
Den overleved din Alvorsgjerning.
Der lever Ingen af alle de Mægtige;
Grandskeren søger efter de tabte Spor,
Ryster ofte Hovedet tvivlsom.
Vil dig udgrave af Jorden, Roma!
Nei, det skal Ingen. — Hvil i din Grav med Fred,
Med dine Helte, med dine Guddomme!
Var du stor, forgik du dog ikke;
Mægtigt og stort er dit Navn end, Roma!
Som Ørnevingers Lyd det omsuser mig;
Er det din Aand, som rører mig sælsomt her?
Roma! ja jeg har dig fornummet,
Spørger ei mere: Roma, hvor er du?
* * *
Med Verdenskronen over blege Pande,
Den høie Skioldmøe sig af Gruset hæver;
Mod Skyen Ørnen fra sit Banner svæver,
Trindt knæle Fyrsterne i fjerne Lande.
Med Jernets Septer seer jeg hist dig stande:
Blod eller Trældom Herskerblikket kræver,
En Verden knuset under Aaget bæver,
Og Helteblodet farver tusind Strande.
Men seer du Ormen ei, som hisset gnaver?
See, Mulddæmonen Jorden undergraver;
Paa hule Grund du bygget har din Throne
Vil du med Blod Afgrundens Magt forsone?
Fortvivl da, Stolte, Jord og Throne raver —
Søg over Stjernerne din Verdenskrone!
Du har den søgt, og see — du har den fundet:
I Aandefyrstens himmellyse Klæder,
I hellig Damp fra Altret du fremtræder,
Og har en større Verdenskrone vundet.
Den største Tanke i din Sjæl har blundet —
Dybt knæler Jorden; men dens Engel græder:
Med Himmelpalmebaand og Helvedkjæder
Du selv al Verdens Sjæle nu har bundet.
Hist lænked Thronen du med Stjernerebet,
Paa Verdens Grundsteen er dit Sværd nu slebet,
Har Vei til evigt Herredom dig banet;
Men Vee, du har i Himlen frækt indgrebet —
Afgrundens Drot til Træl du har fremmanet,
Og Himmelfyrstens Stjernekrone ranet.
Du styrtes =maa= — uhyre Drøm maa svinde:
Saa stor en Tanke har paa Jord ei hjemme —
Du styrter, kan dog ei dit Fald fornemme,
I store Drøm du hersker end iblinde.
Hist sidder nu den store Drømmerinde,
Fra Nonnesløret hvidsker dæmpet Stemme;
Kan aldrig meer hun Verdenskronen glemme,
Vil nu i Konstens stille Land den finde?
Af Muld udgraver hun sin gamle Throne
Blandt Hedenoldets brustne Tempelbuer,
Og lader Messer over Graven tone;
Med Himmelfyrsten vil hun sig udsone,
Og pryder ham, hvor Alterflammen luer,
Med Konstens underfulde Billedkrone.
Hist sidder Nonnen stille,
Med Kors i Haand og skuer
Paa sjunkne Seiersbuer;
Paa Afgudstemplet vore Roser vilde.
Hun stirrer hen og bæver —
Hvor Verdens Dronning seired,
Hvor Kronen er henveiret,
I Sløret nu et Skyggebilled svæver.
Det Roma er, som glemmer
De gamle store Drømme —
I Øiet Taarer svømme,
Mens stille hun sit Requiem istemmer.