— Ἀπὸ γλώσσης μέλιτος γλυκίων ῥέεν αὐδή.
Homer.
Vær hilset, Sandheds varme Tolkerinde!
Vær hilset i det kolde Nord!
Lad Bragi om din høye Tinding vinde
En Krands af Eegeløv og blye Kjærminde,
Som ubemærket ved hans Altar groer!
Vær hilset under Eegens hvalte Krone!
Du Møe fra Laurens Fødeland!
Lydt hørte jeg en Sølverstemme tone
Fra gyldne Tunge gjennem Malmets Zone:
Og Svada gik paa Fjeld og grønne Strand.
Før gik din Vei henover Hellas Høye:
Du stod med Plektret i din Haand,
Heroerne du saae med Tænkerøye,
Saae dem for Aandens Throne sig nedbøye,
Kun lænket i Chariters Rosenbaand.
Og mægtig flød fra dine Honninglæber
Den klare, dybe Tankestrøm,
Som aldrig træg til lave Jord sig klæber;
Men gjennem Sandsens lette Skyer stræber
Mod Himlen yndig, som en Morgendrøm.
Med Guddomsrøst du Friheds Sønner trylled,
Du fængsled sympathetisk Aand;
Og Frihed dig til Hjertets Dronning hylded,
Du gik, i Phantasiens Sol forgyldet,
Med Millioners Skjæbne i din Haand.
Men hvor er nu dit store Kongedømme?
Boer du end i dit Fødeland?
"Ak! — sukker Klio over Tidens Strømme —
Hvor Frihed smiler kun blandt svundne Drømme
Der er ei mere Svadas Fødeland."
See! derfor, Huldgudinde! mon du vanke
En Flygtning over viden Jord;
Dog hvor du engang Blomster kunde sanke,
Der svæver endnu mangen evig, Tanke,
Mens Tidslen over Frihedsstytten groer.
O! Flygtning, maatte end din Sol neddale,
En hellig Stjerne dog oprandt:
Den ledte dig til Herrens Tempelsale,
At frit du der om Himlen kunde tale,
Mens Jordens Glands, som Fnug for Storm, hensvandt.
Der stod du under Kirkens Himmelbue
Med Timeglasset i din Haand,
Og i dit Øye Evighedens Lue,
Mens over Issen Helligdommens Due
Paa gyldne Vinger hævede din Aand.
Der staaer du, over Tidens Tant ophøyet,
Usminket, mellem os og Gud,
Og peger did, hvor Frelseren har bøyet
Sit Hoved paa sit Kors, og lukket Øyet,
Og bredet Armene imod os ud.
Og hist du stander for Astræas Skranke
Og veier Brøden tankefuld;
Men seer du Veieskaalen uvis vanke,
Da kaster du i Naadens Skaal en Tanke,
Som veier meer end Navn og røden Guld.
Og her jeg seer dig, Sandheds Tolkerinde!
Her staaer du i Athenes Hal,
Her kan du endnu Frihedspalmen finde:
Den slynger sig om Musens Tempeltinde,
Den slynger sig om Nordens Kongesal.
Den skygger over Dal og grønne Slette
Den skygger over høyen Fjeld;
Maa Trælleblod den halve Jord end plette,
Kan Friheds Datter dog sin Fod hensætte
Eet Sted, hvor Frihed boer i Mandens Sjæl.
Hvil her, o! Svada, under Eegens Skygge!
Her døer ei Konsten fredløs hen,
Her fro Chariter og Camoener bygge;
Her vil en mægtig Haand din Fred betrygge:
Din Skytsaand er din Dyrker og din Ven.
Ja dvæl, o! Svada, under Eegens Krone!
Du Møe fra Laurens Fødeland!
O! lad din Sølverstemme mægtig tone
Fra gyldne Tunge gjennem Malmets Zone
Paa Noras Klipper og paa Danas Strand!