B.S. Ingemann (1789–1862)

Tit er jeg glad, og vil dog gjerne græde;

Thi intet Hjerte deler heelt min¹ Glæde.

Tit er jeg sorrigfuld, og maa dog lee,

At Ingen skal den bange Taare see.

Tit elsker jeg, og vil dog gjerne sukke;

Thi Hjertet maa sig taust og strængt tillukke.

Tit harmes jeg, og dog jeg smile maa;

Thi det er Daarer, som jeg harmes paa.

Tit er jeg varm, og isner i min Varme;

Thi Verden favner mig med frosne Arme,

Tit er jeg kold, og sveder dog derved;

Thi mangen Dont er uden Kjærlighed.

Tit taler jeg, og vil dog gjerne tie,

Hvor Ordet ei maa Tanken oppebie.

Tit er jeg stum, og ønsker Tordenrøst,

For at udtømme det beklemte Bryst.

O! du, som eene dele kan min Glæde,

Du, ved hvis Barm jeg torde frit udgræde,

O! Pige, hvis du kjendte, elsked mig,

Jeg kunde være som jeg er — hos dig.