Naar hørtes først paa Parnasset Kiv og smaalige Rangstrid?
Naar knuste Digteren først Lyren i selvsyge Kamp?
Naar sneg giftige Nid sig først mellem Bardernes Klynge,
At de ei længer i Fred vandre kan Haand udi Haand?
Sørgende svarer Camoenen: siden forfængelig Higen
Efter den jordiske Glands fængsled den himmelske Aand,
Siden den vendte sit Blik til Hoben, som støiende fletter
Krandse, dem Støvet frembar, og som i Støvet forgaaer.
Samtidens Blomst staaer forneden, Evighedens foroven,
Og hvo som fægter for hin, tvivler paa denne at naae.
Daaren seer ned ad med Pral, og raaber: saa høit er jeg steget.
O! men den Vise seer op, og tænker: did steeg du end ei.
Døgnets Throne er eng, paa den kan er Tvende forliges,
Evigheden er stor, den kroner hver stræbende Kraft.