Hvo er du Qvindefødte! som vil maale,
Hvor højt sig Konstens Aand opsvinge kan?
Før Veien maal for Himmellysets Straale!
Og Grændse sat for vilden Ocean!
Tænk før i jordisk Ramme at indfatte
Det store Malerie, Naturen satte
Fra Øst til Aftenrød, fra Pol til Pol,
Fra Alt til Intet, og fra Sol til Sol.
Fornuften staaer paa Sandheds snevre Øe,
Den kan til Bredden af sin Verden vanke;
Men see! paa Muligheders vide Søe
Bestiger Phantasus den lette Planke:
Og Bølgen ruller ham fra Kyst til Kyst,
Og evig gløder Hjertet i hans Bryst;
Han flyer i det uendelige Fjerne,
Imellem dyben Grav og høien Stjerne.
Stærk er du vel o! Viisdoms store Aand!
Du med titanisk Kraft han Bjerge hæve
Paa Bjerges Ryg, og slynge Demantbaand
Om Væsnerne, som trindt dit Øye svæve;
Du høyt og sikker paa dit Værk kan staae,
Og vidne: see! saavidt kan Kæmpen gaae.
Stig trende Skridt endnu, og stig dem trygge!
Nei Taarne tør du ei paa Bjerge bygge.
Men skue hist ned! i Tempes Blomsterskjød
En liden Genius med Snillets Hænder
En Gondol bygger sig af Silke rød,
Og konstig Luft de lette Seil udspender.
Nu stiger han; men intet Maal er reist
For Konstens djærve, underfulde Geist:
Han flyer i det uendelige Fjerne,
Uvist hvorhen — imellem Bjerg og Stjerne.
Flyv — raaber Bjergets Helt — flyv kun forbi!
Jeg rolig staaer, og vil din Flugt ei følge:
Hist oppe leder ingen banet Stie,
Der tumles du paa Hændelsernes Bølge;
Dog ogsaa did naaer en Nødvendighed,
Og sætter Dæmning imod Evighed,
Og byder: Konst! stands din forvovne Higen!
Viid, der er Maal selv for Planetens Stigen.
Men er Planeten da en Aand som jeg?
— Saa sjunger Genien udi det Høye —
Det døde Stof maae Love vise Vei;
Men Stoffets Lov kan Aanden ei nedbøye.
Og naar jeg føler Kraften i mit Bryst,
Da kan jeg smile ad din Varselrøst:
Kun lænket Falk kan Jægeren nedtvinge,
I Flugten voxer Ørneungens Vinge.
Og seer du den af Reden flagre ud,
Troe ei den døer, naar Skyen den modtager!
Nei den vil stige til Olympens Gud:
Den fødtes til Kronions Vaabendrager,
Og seer du den paa Veien dale ned,
O! Varselaand, spaa ikke Fald derved!
Den standser kun, for tifold høyt at ile,
Og først paa Gudens Septer at udhvile.
Hvo er du da, som tænker at udmaale,
Hvor høyt sig Konstens Aand opsvinge kan?
Før Veien maal for Himmellysets Straale
Og Grændse sæt for vilden Ocean!
Tænk før i jordisk Ramme at indfatte
Det store Malerie, Naturen fatte
Fra Øst til Aftenrød, fra Pol til Pol,
Fra Alt til Intet, og fra Sol til Sol!