Ung Bahman foer paa Gangeren den lette,
Som Vestenvinden snel, fra Land til Land,
Og Veien kunde Løberen kun trætte;
Men Intet standsede vor Riddersmand;
Thi hver en fremmed Ridder, som han mødte,
Han uopholdelig af Sadlen stødte,
Undskyldte høfligen sin Hastighed,
Og fort paa vundne Ganger reed.
Ung Pervitz Lykken midlertid beskjærte
Et bedre Eventyr; skjøndt roligen
Han hjemme blev, og Færdigheder lærte,
Som egne, og som pryde Ridderen:
Han monne sig med Sværd og Landse øve,
I Saddel sidde fast, og Skjolde kløve,
Samt spille Schak med Konningen i Hal,
Og træffe Ring i Riddersal.
En Dag han, træt af djærve Kæmpeleege,
Var vandret til et Sted i Borgelund,
Hvor under Lye af Palmer, Myrtyer, Eege,
Han qvæged sig ved blid og rolig Blund.
Opløst var Brynien, Hjelmen laae ved Siden,
Og, liig Krigsguden hvilende fra Striden,
Laae Ynglingen, med brune Kind paa Skjold,
Paa stærken Bryst den Arm saa bold.
Ved samme Tid Prindsesse Parizade
Sig havde listet fra sit Jomfrubuur,
For uden Tvang i Luften sig at bade,
Og fri sig fryde i den fri Natur.
Hun var en Møe saa blidelig at skue,
Som Midnatsmaanens stille Sølverlue;
Dog med et Glimt af kongelige Æt,
Liig Solens skjulte Majestæt.
Med gyldne Lokker, Himmelen i Øye
Og Uskyld i den lilliehvide Barm,
Hun vandred som et Væsen fra det Høye,
Ukjendt med Jordens Attraa, Støvets Larm;
Og barnlig slog det unge fromme Hjerte,
Og Intet uden for sig selv begjærte,
Naturlig Glædesdands var Pigens Gang,
Og hendes Tale frydfuld Sang.
For første Gang den unge Barm sig hæved,
Urolig, som den følede et Savn,
Et dunkelt Billede for Sjælen svæved,
Hun elsked det, men vidste ei dets Navn;
Hun syntes, at en Blomst der monne være,
En Blomst, nedfaldet fra en Himmelsk Sphære,
Og dybt i Lunden hun forvilded sig,
Og leded saa omhyggelig:
Da sang bag Buskene hiin gamle Qvinde;
"Favre Blomstersamlerinde!
Kongedotter vilst du see
Dronningen for Blomsterne,
Kom da, søg! og du skal finde.
Rosenrød, og lilliehvid
Stander hun i skjulte Egne,
Lillier visne, Roser blegne,
Hun forandres ei i Tid.
Tid i Evighed henglider,
Aldrig aldrig hun forgaaer,
Skjøn i Vinter, som i Vaar,
Dronningen paa Thronen sidder.
Den er ingen Stol af Guld;
Men en hellig Blomsterstængel,
Og en liden Himlens Engel
Boer i Blomsten underfuld.
Trindt om Blomsterdronningen,
Sagte hvidsker Engelen,
Aander sødt i Rosenduften:
Hvad den hvidsker dunkelt er,
Det er ingen jordisk Stemme,
Hjertet kan den kun fornemme
Hemmelig i Ahnelser.
Vil du ahne Hvo der satte
Blomsterne paa Jorderig,
Vil du ahne, drømme dig.
Hvad den Vise ei kan fatte;
Vil du drømme dig fra Jord,
Over Skyerne de fjerne.
Over Sol, og over Stjerne;
Hør hvad Englen dig betroer!
Hør, o! Blomstersamlerinde!
Hør, hvad Englen dig betroer!
Som i Underblomster boer,
Kom, og søg! og du skal finde."
I Krat, i Busk Prindsessen Sangen hørte;
Men Sangerinden intetsteds hun saae,
Lidt efter lidt den hende did henførte.
Hvor Ridderen i stille Slummer laae.
Hun blev forfærdet, vilde flye tilbage;
Dog maatte Mandens Roe al Frygt bortjage,
Hun vovede endnu engang at see.
Og saae — og vilde atter see.
Ved hvert et Blik hun vorded mindre bange,
Og fandt den Ridder ei saa gyselig,
Et Par Skridt nærmere hun voved gange,
Og endelig hun ganske nærmed sig;
Hun saae de ædle Træk, den høye Pande,
Hvor Kraft og Mildhed syntes sig at blande,
Og til sig selv hun hvidskede i Løn;
"Han er dog sandeligen skjøn."
Nu vil hun ei om Blomsten længer lede,
Hun synes nu, at hun har fundet den,
Hun føler den i Sjælen alt udbrede
De himmelfaldne Blade herligen.
Hun seer den spire paa sin Lilliestængel,
Og Elskovs Aand er Blomstens skjulte Engel,
I Hjerter troer hun Underblomsten groe,
Imens paa ynglingen hun saae.
"Ak! Skade at han Øynene maa lukke,
Fordi han sover, Øynene er dog
Det skjønneste" — — her maatte høyt hun sukke,
Og Ridderen just Øynene opslog;
Og da han saae den himmelskskjønne Pige,
Han troede vist han var i Himmerige,
Hvor under helligt Palmetræe han laae,
Med lignende forundringblandet Glæde
Vist Adam i sit Eden vaagnede,
Og saae sin Eva første Gang fremtræde,
Og reiste sig, og saae — og vaklede.
Forvirret vores Riddersmand sig hæved,
Og Pigen stod, og rødmede og — bæved,
Han bukked, — stammed — bukkede igjen,
Og hun — foer vild i Hilsenen.
Dog da de endlig kommen var til Orde,
De vanked begge adspredt lidt omkring,
Og hvad de neppe heelt fremstamme torde,
Var — ligegyldige almene Ting;
Thi det var i de gamle simple Tider,
Da Følelsen var stum hos Møe som Ridder,
Her Læberne ei røbed med et Ord
Hvad der i Hjerterne gik for.
Bedst Parizade Qvindekunsten vidste,
At kunne skjule, hvad hun følede,
Og, skjøndt forvirret, dog den Fatning viste,
At hendes Stand og Navn hun dølgede.
Hun kaldte sig Prindsessens Tjenerinde,
Som pleied stundom liste sig fra hende,
For at spadsere lidt i Borgelund,
Sær i den hede Middagsstund.
Det Vink undslap af et forelsket Hjerte,
Og var for et forelsket Hjerte nok,
(Hvo Kjærlighed ei Vink at fatte lærte,
Blev ei ved Millioner Bøger klog.)
Vor Ridder fatted sjæleglad sin Lykke,
Og voved Pigens Haand til Afsked trykke;
Og næste — Morgen stod han der igjen,
Og ventede paa — Middagen.
At Formiddagen gik paa Sneglefødder,
Jeg kun de Stakkeler fortælle vil,
Som aldrig stod paa hede Længselsgløder,
Fordi de ikkun kjendte eet Slags Ild,
Men den, som kjender Himlens Ild hernede,
Kan see den Ridders Utaalmod — hans Glæde,
Da endelig Gaarsdagens Huris stod
Ved paradisisk Palmerod.
Ung Pervitz kunde ei sit Hjerte tæmme,
Det smeltede som Bjergets Iis for Sol;
Som ingen Dæmning Strømmens Magt kan hæmme,
Den søger Dalens Blomst, sit skjønne Maal.
Saa Hjertet strømmed mod den elskte Pige.
Og Armene udbredte sig tillige;
Vel Parizade rødmed ængstelig;
Men kunde ei unddrage sig.
Dog vidste hun, hvad ædle Qvinder vide,
At holde Manden strængt i Skrankerne;
Eet Blik — og hver forvoven Piil maa glide,
Fra Skjønheds Bryst, som Lyn fra Fjeldene;
Hun vidste Roe i Adfærd at gjenkalde,
Og blid blyfærdiq var den Huldes Tale,
Og Ridderen stod øm, ærbødigen,
Som for en Møe fra Himmelen.
Saa samledes de dagligen i Lunden,
Og daglig brændte Flammen høyere.
Alt var der flere Maaneder henrunden,
Som Øyeblikke var de flygtede;
Ynglingen monne hele Verden glemme,
Han drømte, vaktes ei af Ærens Stemme,
Alt — Broder — Eventyr i Glemsel laae,
Og aldrig han paa Dolken saae.
En Dag de Elskende i Skyggen sadde,
Og taled kjærlig og fortrolige,
Da snildelig Prindsesse Parizade
Paa sig og Kongen ledte Talen hen:
"Hvi, spurgte hun, est du vel vorden Ridder,
Og rolig her hos ringe Møe dog sidder,
Mens alle Andre gaae af Landet ud,
Til Kamp for kongelige Brud?"
"O! svared Pervih, jeg en Skat har fundet
Meer værd end den, de Andre lede om,
Den ei til Bjerget var af Aander bundet,
Den af sig selv udi min Haand nedkom.
Og vis du stedse elske mig, o Pige!
Vil jeg foragte Kongens hele Rige,
Og i din hulde elskovsfulde Favn
Ei føle en Prindsesses Savn."
Og Parizade smilede og sagde:
"Halvdelen af et Kongerige er
En Ting, som ingen Ridder bør foragte,
Og som vel er en ringe Møye værd;
Og Mod og Manddomsfærd jeg ikkun mener
En ærlig Piges Kjærlighed fortjener;
Est du en Mand, du mig fortjene vil;
Prindsessen nødes du ei til."
Og skamfutl blussede den Ridders Kinder,
Han voved neppe Øyet at opslaae,
Han kjendte ei den ædleste blandt Qvinder,
Dybt for hvis Fødder han beskjæmmet laae.
Han vidste ei, her Elskov mere talte
End Stolthed; dog selv den han maatte ære;
Han reiste sig — hun flygted af hans Arm,
Og — Dolken faldt ud fra hans Barm.
Og Dolken ham af sine Drømme vakte,
Og minded pludselig om Broderen;
Dog — medens Pervitz monne den betragte,
Vi vil til Bahman vende os igjen.
Han har nu redet i saa mange Dage,
Og lagt vel flere hundred Miil tilbage,
Udstandet Soel ved Dag, og Slud ved Nat,
Og er vel baade træt og mat.
Dog nei, utrættelig han stedse iilte
Mod fjerne ubekjendte Øyemed,
Tit haardfør under aaben Himmel hvilte,
Drog atter efter korte Frist afsted;
Og endelig han kom til Inderkusten,
Ti Gange ti Dagrejser imod Østen,
Der sølverlokked Olding først han saae
Ved Døren af sin Hytte staae.
Vor Ridder standsed, hilsede paa Gubben,
Den Gamle bød ham hjertelig Goddag,
Og bad ham binde Gangeren til Stubben,
Og tage Hvile under ringe Tag;
Ung Bahman lod sig det kun eengang sige,
Og skyndte sig af Saddelen at stige,
Og gik i Hytten med den Gamle ind,
Som modtog ham med gjæstfrit Sind.
Han satte sig paa Bænk, mens Verten hented
Forfriskelser, og venligen ham bød:
"Hvor gjelder Reisen?" Ridderen kun vented
Paa Leilighed, og derpaa flux udbrød:
"Ja det er just hvad jeg ei veed saa lige,
Maaskee du bedre kunde mig det sige,
Mit Ærind er af største Vigtighed;
Men meer jeg heller ikke veed.
Jeg har vel redet mange hundred Mile,
Og mangen Ganger styrted under mig,
Jeg har mig neppe givet Tid at hvile,
Hvor Reisen gjelder maa jeg spørge dig;
Hvor finder jeg de trende Sjeldenheder,
Den Fugl som taler, og det Træe som qvæder,
Og Kildevældet med det gyldne Vand,
Som Aand og Hjerte trylle kan?"
Og Gubben rysted Lokkerne de hvide,
Og saae medlidende paa Ridderen:
"Vil I, han svared, endelig det vide,
Velan! da maa jeg vise Jer didhen.
Men hør først Farerne, som Eder true,
Og maa for dem ei eders Hjerte grue,
Saa gak med Fred den vanskelige Vei,
Kun at advare mægter jeg.
Den Fugl, som taler, holdtes længe fangen
Paa høyen Bjerg af vældig Aandehær,
Endnu er ingen Dødelig did gangen,
Skjøndt Mangen nedenfor omkommen er;
Thi Hvo der ei et Sindelag medbringer,
Som ingen onde Aanders Magt betvinger,
Hvo vandrer did i egennyttigt Meed
Gaaer til sin Ulyksalighed,
Kun den, hvis Sjæl af hellig Lue brænder,
Foragtende de onde Aanders Skrig;
Hvo vandrer fort, og aldrig sig omvender,
En saadan kun naaer Fuglen lykkelig.
Og har han Fuglen, skal den ham fortælle,
Hvor Træet staaer, hvor Kilden monne qvælde,
Men, Ridder! dette Ønske du opgiv!
Det kosted mangen Daares Liv."
"Nei Gamle, raabte Vahman, jeg opgiver
Ei denne Attraa, bli’er den end min Død;
Min Sjæl det er, en saadan Ild opliver,
Jeg er til denne store Idræt fød;
Jeg trodse tør det hele Aanderige:
Bekæmpet ved min Styrke, skal de vige,
Og loe og hyled Helved bag min Ryg,
Jeg skulde vandre fremad tryg.
Og evigt leve skal mit Eftermæle,
Jeg vorde vil hiint Kongerige værd;
Dog med en Broder vil jeg Lykken dele.
Thi ei mit Meed lav Egennytte er.
Hvo, som mod Himlen tyer paa Ærens Vinger,
Ham ingen underjordisk Magt nedtvinger,
Min Villie, Gubbe! jeg forandrer ei,
Kom, viis mig flux til Bjerget Vei."’
Den Gamle taug, og sukkede, og rakte
En Kobberkugle til den Riddersmand,
"Tag denne Kugle Fremmede! han sagde,
Til Bjergets Fod den Veien vise kan;
Udkast den! og den skal ustandset trille
Ved egen Kraft; men naar den ligger stille
Da seer du Maalet, — stiig af Gangeren!
Og gak! — og see er efter den!"
Halvtvivlende vor Ridder nøye føled
Paa Kuglen, mens han sig paa Hesten svang,
Og da han taus et Øyeblik end nøled.
Den af sig selv af Haanden fra ham sprang;
Og løb saa sneldt for hans forbauste Blikke,
At han fik neppe Tid Farvel at nikke,
Men maatte følge efter som et Lyn,
For ei at tabe den af Syn.
Og uden Ophør hastigen den rulled,
Og uden Ophør han forfulgte den:
Ved Dagens Lys den glindsede som Guldet,
Ved Nat som Ild den funkled herligen.
Men da for Gryet Nattens Mulm bortsvæved,
Den stille laae, og Bjerget høyt sig hæved
I Morgenrøden for den Riddersmand,
Skjønt som et saligt Trylleland.
Ung Bahman standsed dette Syn at nyde;
Saa skjøn han aldrig Morgenrøden saae,
Saa stolt han aldrig Solen saae frembryde,
Saa herlig Jorden aldrig for ham laae;
Thi stolt han Storheds Billeder kun skued
I Bjergets Høyde, Østens Glød, som lued,
For med fordoblet Kraft at flamme op
Høyt over høyest Masses Top.
"Saa skal og jeg" udbrød han — i det samme
Blev han en Mængde sorte Stene vaer,
Han gjøs, og mægted ei et Ord at stamme;
Thi disse Stene ei som andre var,
Menneskelige Former han gjenkjender.
Som hugne ud af Steen ved Kunstens Hænder;
De laae i tusindtal ved Bjergets Fod,
Ved Siders Marmorheste stod.
Den Ridder længe paa de Stykker stirred,
Dog ei med Varme, som Kunstelskere,
Han blegnede, og ahnede forvirret
At disse Steen var hans Forgængere.
Han kunde rædsomme Forvandling gisne.
Og føled alt sit Bryst som Marmor iisne;
Alt taug, som var Naturen her uddød.
Da huult en Røst fra Jorden lød:
"Stolte Synder!
Hvad fremskynder
Øine Fjed?
Hvi betrader
Du vor Bøldes Rædselsteder?
Du vil vinde Glands og Hæder,
Søg det andetsted!
Daare! flye fra disse Egne!
Her maa Livets Blomst nedsegne,
Her maa stærkest Kæmpe blegne
For sin Jordiskhed."
Ung Bahman dog af Gangeren mon stige
— Et Tordendrøn fra Jordens Dyb udbrød,
Han hørte tusind vrede Stemmer skrige:
"Ærgjærrige? du vandrer til din Død."
Fremad han gik, og lod dem hyle, larme,
Og drog sit Sværd af Belter i sin Harme,
Og raabte: "tie forvorpne Djævle! tie!"
Og vandred fort den bratte Stie.
Men ved hvert Skridt blev Dybets Stemmer flere,
De haaned, truede, og skoggerloe,
Den Ridders Vrede blussed meer og mere,
"Ha, raabte han, jeg skal mig skaffe Roe,"
Og glemmende sig selv, han Sværdet hæved,
Og vendte sig, — flux Aanderne bortsvæved
Det sortned for hans Øyne underlig —
Han mægted ei at røre sig.
Urokkelig med hævet Sværd han standed,
Og Blodet i hans Aarer styrknede,
Stolt trued han, som Klippen udi Vandet,
Men, kold som den, han Intet følede;
Thi ak! han var et Marmorbilled vorden,
Haanlatter klingred dæmpet under Jorden,
Han var ei meer, — ja selve Gangeren
Stod livløs som en Kampesteen. —
Og Mørkets Yngel green i Seierssange,
Og tumled sig saa lystelig omkring,
Trindt Billedet de dandsed trende Gange,
Og vred det ved Qvad i Troldomsring:
Hvo løser det Bundne?
Hvo kalder tilbage der Svundne?
Dands lystig! thi Sejren er vor.
Det Himmelske Rene;
Men det er ei mere paa Jord. —
Ved samme Tid det var, ung Pervitz, vækket
Af Elskovs Drøm ved Parizades Ord,
Saae Dolken falde, tog den op forskrækket,
Og ahnede sin Broder Bahmans Kaar;
Thi Staalets Sider var ei blanke mere,
Han troede først kun Rust det maatte være,
Men skrækkelig var hans Forbauselse,
Da Blod paa Dolken klæbede.