Ton blidt, min Sang! i Fredens stille Bolig,
Naar Arnens Blus en Vinteraftenstund
Har samlet liden huslig Kreds fortrolig
Ved eenlig Lampe i samdrægtig Rund;
Naar Manden efter Dagens Idræt hviler,
Naar Qvinden fro ved stille Sysler smiler,
Og naar til Krøniken man gjerne tyer,
Og læser gamle Eventyr.
Fortæl da om de sjældne Kostbarheder:
Om Fuglen, som kan tale viselig,
Om Træet, som harmonisk yndigt qvæder,
Om gyldne Kildevæld saa underlig!
Siig, Billedet, som spøgende fremtræder
I farvede og lette Drømmeklæder,
I Halvgudinders Blomsterkrands.
En Konning sad saa stolt paa høyen Throne,
Og frydedes ved al sin Herlighed,
I Purpur klædt, med Zepter og med Krone,
Saae han paa sine Undersaatter ned.
"Hvo, sagde han, kan et Klenod mig sige,
Som ikke findes i mit Kongerige?
Hvad Ønske sætter Grændse for min Magt?
Hvad mangler i min Glands, min Pragt?"
Og Mængden af Forundring Intet mæled,
Kun gammel Qvinde seent fremvaklede,
Ved Thronens Fod ærbødigen hun knæled,
Til Krykken heldet, saa hun talede:
"Med Rette, Konning: est du stolt at skue,
Liig Solen paa den høye Ætherbue;
Dog ingen Herlighed paa Zorden er
Fuldkommen, uden Mangeler.
Tre Ting der gives heel vidunderlige,
Og værd at eies af den Vældigste,
De findes ikke i dit Kongerige,
De fandtes ei af noget Menneske;
Mod Solens Opgang fjernt et Bjerg sig hæver,
Hvor en usynlig Aandehær omsvæver,
Og mægtigen bevogter Dag og Nat
Den sjældne ubekjendte Skat.
Og Skatten er — en Fugl, et Træe, en Kilde,
(Du smiler, Konning! slige Skatte er
Ei sjældne her til Lands, du sige vilde,
Men hør først deres synderlige Værd.)
Hiin Fugl kan ei allene liflig sjunge,
Den har ti Mands Forstand, en Talers Tunge,
Hvad var hvad er den klart kan tolke dig,
Veed hvad bag Fremtid skjuler sig.
Og Træet ei alene Lye udbreder
For mødig Vandrer, som ved Middagsstund
Om kjølig Leie under Løvverk leder,
Hvor han kan qvæge sig i rolig Blund;
Men naar for Aftenluften Træet bæver,
Naar Maanens Sølv paa Bladene nedsvæver,
Da tone de, som tusind Fugles Sang,
Og tusind Barders Harpeklang.
Og Kilden, som i Bjergets Kløft sig skjuler,
Er ingen Vædske uden Farve, Kraft,
Som samler sig i Jordens lave Huler,
Det er en himmelsk, kraftfuld, gylden Saft;
Den ei i hvert et henrakt Bæger rinder,
I Niddingens den tørres hen, og svinder,
I Ædlingens blier Draaben til et Væld,
Og styrker, hæver høyt hans Sjæl."
Monarken grunded’ paa den mørke Tale,
Den gamle Qvinde langsomt monne gaae;
Nysgjerrig lod han atter hende kalde,
Og spurgte, hvor hiint Bjerg i Verden laae.
"Drag bort, var Qvindens Svar, til Inderkysten,
Ti Gange ti Dagreiser imod Østen,
Og den, som først der møder Vandreren,
Skal vise ham til Bjerget hen."
Og taus hun iled bort den gamle Qvinde;
Forgjæves Kongen hende søge lod:
Hun intetsteds i Landet var at finde,
Uvis og grublende han atter stod.
Forgjæves han sit Raad lod sammenkalde,
Raadvild, ukyndige de standed Alle,
Og Mange det, som Eventyr, udloe,
Og ingen agted stort derpaa.
Ei meer han stolt og glad sin Lykke nød;
Hver Lyst han før uhindret kunde mætte,
Han vilde blot, og Tusinde adlød;
Dog al hans Herlighed var nu ham Plage,
Fordi eet Ønske endnu var tilbage,
Een Villie, som uopfyldt han saae,
Een Skat, som han ei kunde naae.
Saa klage Lykkens Sønner tit hernede,
Og savne midt i Overflødighed,
Fordi blandt mangen uforskyldt stor Glæde
En liden var, som de ei nøde med.
Dog Kongens Savn udi hans Glæders Rige,
Var ikke blandt de ubetydelige;
En Skat saa herlig, sjælden, og saa stor
Ei findes paa den vide Jord.
Og monne han de Riddersmand fremkalde,
Og meldte dem, med samt sit ganske Land:
"Hvo hid kan hente Fuglen, som kan tale,
Det Træ som sjunger, og det gyldne Vand,
Ham giver jeg Halvdelen af mit Rige,
Min Dotters Parizades Haand tillige."
Og Ridderne paa Ordet Kongen tog
Og hobeviis af Landet drog.
Og Riget blev for Riddersmænd fast øde,
Ja selv faa Borgere tilbageblev;
Mahomedan, og Christen ja selv Jøde
Et eventyrligt Raserie bortrev;
Kun Oldinge og Børn der blev tilbage,
Og Mænd, som elsked magelige Dage,
Og Folk, som mangled Formue eller Mod,
Samt Vise, som udloe den Daad.
Blandt dem, som født i Armods ringe Bolig,
Naturen Meget, Lykken — Intet gav,
Var tvende Ynglinge, som hidtil rolig
De havde ingen Fader, ingen Moder,
De dyrked Jorden, nød dens simple Goder:
Et sparsomt Brød, fortjent i Ansigtssved
Og krydret kun ved Nøisomhed.
Et Straatag og et haardt dog roligt Leie,
Og Hjerter, som hos Konger burde slaae,
Var deres ringe, og dog store Eje,
Thi tvende Perler de i Støvet laae.
Dem kom det underlige Sagn for Øre,
Og blussende de derpaa monne høre,
Og Kraften vogned i det unge Bryst,
Med Stoltheds djærve ædle Lyst.
"Hvi, raabte Bahman, skal vi daadløs trælle,
Fordi vi fødtes i en fattig Vraa?
For Arm som Riig maa Lykkens Væld fremqvælde,
Og Styrken kun til Bjergets Aas kan naae;
Men Styrken er en Blomst, som Stormen gavner,
Som stunddom trives bedst, naar Sol den savner,
Hør Broder! Gud og Styrken er med os,
Lad os bestige Bjergets Aas!"
Og Broderen den unge Pervitz rakte
Sin gjæve Haand den ældre Yngling hen;
"Ei saae vi mange Sommere, han sagde,
Men Sjælen, ikke Dage skader Mænd;
Og Sjælen føler jeg er vorden moden,
Og Armen stærk, og stræbende med Daaden;
Ja Broder! Gud og Styrken er med os,
Vi vil bestige Bjergets Aas."
Saa taled de, en Haand dem monne røre,
Den gamle Qvinde ligefor dem stod;
"Ynglinger! sagde hun, vil I mig høre,
Da skal jeg give Eder gavnligt Raad,
For Kongen knæl, naar han paa Thronen sidder,
Æsk modig alt hvad sømmer sig en Ridder!
Og søger Skatten adskilt een for een,
Thi ikkun een kan finde den.
Og at I ei min Kundskab skal miskjende,
Tag disse sjældne Gaver af min Haand:
Dig, Bahman! giver jeg en Dolk i Hænde,
Du, Pervitz! tag mod dette Perlebaand.
Naar Dolkens blanke Sider vorde røde,
Er Dolkens Eiermand iblandt de Døde;
Naar Perlerne paa Baandet falde af,
Fandt den, som eied det, — sin Grav."
Hun havde udtalt, og var alt forsvundet,
De for en Drøm det Hele kun ansaae,
Og først da Dolk og Baand de havde fundet
I egen Haand, de vilde Øyet troe;
End stod de af Forundring begge stumme,
Da pludselig en Stemme de fornumme,
Den sang og flygted, de forfulgte den,
Og Stemmen nynned lifligen:
"Den Vingede kalder
Saa længselfuld;
Paa Klippen nedfaldet
Det grædende Guld.
Og Morgnen hæver
Sin Isse hvid,
Og Løvet det bæver
Saa sørgende blid,
Og viden svæve de Morgentoner
Til Middagens Egne, til Aftnens Zoner,
De lokke, de trylle den unge Mand
Til det fjerne Land;
Hvor Morgenen hæver
Sin Isse hvid.
Hvor Sangløvet bæver
Saa sørgende blid,
Hvor Sangfuglen kalder
Saa længselsfuld,
Hvor paa Klippen falder
Det vaade Guld.
En Krands kan du vinde
Saa hæderfuld,
Den Krands monne binde
En Møe saa huld;
Hun fletter Myrthens Smaablade skjønne,
Og Laurens Lokker, de eviggrønne.
Om røden Guld."
Saa nynned en usynlig Sangerinde,
Nu taug hun, og nu nynned hun igjen;
Som milde lispende smaa Foraarsvinde,
Der hvidske sødelig og fare hen;
Den kjælne Røst med Ynglingerne spøgte,
De fulgte den, hvor stærkt den maatte flygte,
Tilsidst forstummende den dem forlod;
— Paa Kongestadens Vei de stod.
— En Dag Monarken paa sin Throne hviled,
Kun liden Hoben var som trindt den krøb,
Da hine raske Ynglinger fremiled,
Og Haand i Haand til Thronen begge løb;
De knæled først, og Bahman saa begyndte:
"Monark! vi have hørt hvad du forkyndte,
Og skjøndt du det ei venter af vor Stand,
Vil vi dig vise hvad vi kan.
Vel veed vi, Heltemod kun Helten leder
Igjennem Kamp til Ærens høye Maal;
Dog Kraften kun i ydre Dragt fremtræder,
Og Heltemodet klæder sig i Staal;
Lad os da ei uvæbnet Kampen søge!
Lad Staalet dine Kæmpers Kraft forøge!
Og giv os Ganger, Spore, Sværd og Skjold
Og gjør os værdig til vort Maal!"
Og Konningen med Veltilfredshed skued
Saa høyt et Mod udi en Stand saa lav,
Saae hvor de unge Heltes Øyne lued,
Og Ganger, Sværd, og Ridderflag dem gav.
Og stoltelig i Borgen de fremginge,
I Kobberbrynien med de gyldne Ringe,
Og hver en Møe, som saae de Riddersmænd,
For dennem sukked lønligen.
Dog monne ei Prindsesse Parizade;
Som var bestemt til Skattefinderen,
Den allermindste Skjønhedsstraale lade
Opildne og besjæle Ridderne;
Men vore Helte tænke ei paa hende,
Af Ærens, ei af Elskovs Ild de brænde,
Og med hinanden først de holde Raad
Om denne hæderfulde Daad.
"Hør Broder! sagde Pervitz, lad os tage
En Hjelm og kaste tvende Kugler i!
Lad Skjæbnen sige Hvo der først skal drage
Til fjerne Land, ad Ærens snevre Stie;
Thi meer end Een kan Skatten jo ei finde,
En søge den! Grib du et Lod i Blinde!"
Og Bahman — lykkelige Lod uddrog,
Og derpaa saa til Orde tog:
"Mig kalder Skjæbnen først, maaske til Lykke,
Maaske til — Fald, og jeg adlyder den,
Og ingen Fare skal min Sjæl nedtrykke,
Og feire vil jeg, eller synke hen;
Men, Broder! du, hvem haarde Lov nedtvinger,
Endskjøndt din Aand udbreder stærke Vinger,
Dvæl, og bekæmp din Lyst! misund ei mig!
Min Lykke deler jeg med dig.
Men den er uvis; Heltene var mange,
Som søgte Bjerget, kraftfuld, modigen,
De monne Alle haabefuld bortgange;
Men ingen af de Mange kom igien,
Tag derfor Dolken hen den underlige!
Den kan dig Budskab fra ung Bahman sige,
See daglig paa den! hvis den vorder rød,
Da er din Broder bleg i Død."
"Ak! svared Pervitz, lange, mørke Dage
Skal jeg henleve i min Eenlighed,
Og uden Hæder blive her tilbage,
Hvi kan jeg ei bortgaae, og kæmpe med.
Dog vil jeg dvæle — saa det jo maa være;
Og naar kun Dolkens Sider blanke ere,
Skal jeg mig fryde ved en Broders Held,
Og tæmme den daadlystne Sjæl."
Og broderlig omarmed de hinanden;
Ung Bahman sig paa Gangeren opsvang,
Den kneised vælig, tumled sig med Manden,
Og vrindsked stolt, mens Sværd og Pantser klang.
Og lynsnel over Slette, Dale, Høye,
Foer Ridderen, og svandt for Vennens Øye;
Men Pervitz vandred taus i Borgen ind
Med Dolk ved Barm, Mismod i Sind.
Dog snarlig maatte han sin Sorg forglemme;
Thi atter lønlig for hans Øye lød
Hiin velbekjendte, qvindelige Stemme,
Paa ny den sang, saa blidelig, saa sød:
"Lykkens Søn! du veed det ikke
Men de største Skatte ligge
Hvor du ingen leder om.
Den som her til Verden kom
Under milde Stjerners Blikke,
Ham vil Stjernen Fryd tilskikke,
Naar han sover sødelig.
Lykkens Søn! du veed det ikke,
Men de største Skatte ligge,
Hvor du ingen venter dig."