Dybt runger Harpen, som et Oldtidsqvad,
Høytideligt, som døde Barders Stemme,
Og Aanden hæver sig, tungsindig, glad;
Thi den kan Fortids Kæmpegang fornemme.
Det gjengjald fjernt fra Sølverstrængene,
Fra Luthas Strømme, og fra Morvens Fjelde,
Det gjengjald lydt igjennem Seklerne,
Og sildigst Æt fornam Kraftoldets Vælde.
Og Luen flammed i en Ynglings Bryst:
Ved Nat han lytted til de fjerne Toner,
Og Braga rev ham bort fra Danas Kyst,
Og satte ham i hine Klippezoner.
Han skued Kampen Morvens Konges Søn
Udi hans Morgenstund i Heltes Klynge,
Og hørte Barden, blomstrende og skjøn,
I Fredens Hal om Kampens Bulder synge.
Han fulgte Skjalden i hans Manddomsiid,
Paa Dødens Mark, saae Styrken for ham bløde,
Og hørte ham hos Brannos Dotter blid
Ved Strengeleeg forevige de Døde.
Han skued Kæmpen, flyttet paa sit Skjold,
Mens trindt de Elskede i Graven segned,
Og Vintren nærmed sig saa mørk, saa kold,
Og Kraften sveg, og Heltens Lokker blegned.
Han deled Bardens stille Sørgmods Fred,
Mens Oscars blege Møe end til ham smiled,
Og Pigens Haand henover Strengen gled,
Og Fortids Drømme gjennem Sjælen iled.
Han fulgte Gubben, blind og træt af Aar,
I sorten Mulm, blandt Gravene saa eene,
Hvor Stormen sused i de hvide Haar,
Mens mørk han sad paa blege Bautastene.
Han saae dig, blinde Skjald! omvanke der,
I evig Nat, blandt nøgne Eegelunde;
Malvinas Haand dig ledede ei meer,
Og dog — og dog han maatte dig misunde.
Din Dag har lyst, o Fingals store Søn!
O! den har lyst fra Oldtids Morgenrøde,
Og selv din Nat var i sit Mørke skjøn;
Thi Qvad om Dagens Daad i den gjenløde.
Paa Luthas Slette, fjernt i taaget Nord,
En Gravhøy i Aarhundreder sig hæver,
Der ligger Kæmpens Liig i sorten Jord;
Men høyt hans djærve Aand i Skyen svæver.
Hvi gaaer han ikke mørk ved tausen Kjær,
Blandt Glemsels ubesjungne Helteskare?
O! skulde Bragas Søn selv vanke der,
Hvorfra hans Harpetoner Helte bare?
Nei, Barden trængte ei til Barders Qvad,
Selv skabte han sit eget Eftermæle,
Hans Aand i Livet tit paa Skyer sad,
I Døden kan den ei blandt Taager dvæle.
Blandt sine Fædre vandrer Conas Skjald,
Nær Stjernerne er Kæmpens Ild den samme;
Men Himmelbuen er hans vide Hal,
Hans Glavind er Nordlysets blege Flamme.
Og let paa Stormens Vinger iler han
Fra Pol til Pol, henover Jordens Svage;
Og Afmagts Svaner nynne — Ossian!
Og øyne Glimt af Kæmpeoldets Dage.
End knejser Fjeldet paa din Taageøe,
Stormsvangre Morvens Drot! og Eegen luder
Henover dine Bølgers mørke Søe,
Og Kampestenen stolt dit Navn bebuder.
End suser Stormen gjennem Haslene,
End vandrer Jagtens Søn hos dine Strømme,
Seer Bardens Aand paa Maanestraalerne,
Og vogter sig at styrre dine Drømme.
Og over Oceaners dybe Krav
Din Tungsinds søde Melodier rulle,
Og tit, naar Høyen dem tilbagegav,
De lød som Fædres Tale underfulde.
Og Døgnets unge Skjald i Natten staaer,
Mens Lynet gjennem mørke Skyer glimter,
Og Barmen svulmer, og han Harpen slaaer;
Thi det er Oldtids Kæmpeæt han skimter.
Hvælv da kun mørk din Himmel, kolde Nord,
Sørg kun i Fred, du kummerbaarne Hjerte?
Thi Storhed i de sorte Skyer boer,
Og Fingals Søn mig Vemods Sødhed lærte.
Rung kun, o Harpe! dybt som Oldtidsqvad,
Høytideligt, som døde Barders Stemme,
Mens Aanden hæver sig tungsindig — glad,
Mens den kan Fortids Kæmpegang fornemme.