B.S. Ingemann (1789–1862)

Tityrus! siig mig, hvi gaaer du saa sælsom med Hjorden?

Snart som en halvgaaen Geed efter hoppende Smaakid,

Snart som et hoppende Kid hos de langsomme Mødre;

Og i dit Aasyn vexle saa hastig og ofte

Rynker og Smil, som paa Fuldmaanen, naar der i Stormveir

Tusinde Smaaskyer fare forbi den; Thi siig mig,

Hvorfor maa Hjorden undgjelde saa vexlende Luner?

Undrer det dig? Meliboeus! meer det mig undrer,

Hvor du saa rolig og smilende, eene kan hvile

Under den raslende Esp med din Havrestraasfløyte,

Liig den adstadige Gubbe, mens dine Gedder

Langtfra græsse paa blomstrende Engbund. Du er dog

Yngling som jeg, og har Ild i det elskende Hjerte.

Derfor min Tityrus! derfor just sidder jeg eene

Under den raslende Esp med min Havrestraasfløyte.

Tryg gaaer min Hjord paa den blomstrende Engbund; thi Phylax

Vogter den trolig mod Ulven. Derfor kan Hyrden,

Henstrakt i Skyggen, drømme og sjunge sin Pige.

Kjærligheden ynder det eensomme Krat, og Camoenen

Leirer sig gjerne ved rislende Væld hos en Elsker.

Rolige Hyrde! ei jeg din Roe dig misunder.

Sødere Uroe driver mig steds, som en Flygtning.

Snart i din brændende Sol, snart i kjølige Grotte.

Hvor kan den fyrige Elsker, langt fra sin Pige,

Dvæle urørlig paa eet Sted? nei Meliboeus!

Elskeren trylles; men haaber og frygter tillige,

Kun ved den Elskedes Barm kan han hvile; Camoenen

Er jo ei heller en gammel søvnyndende Qvinde,

Tro overalt hun følger der rastløse Hjerte.

Lad os forsøge da, haabende, frygtende Hyrde

Hvem Mnemosynes sjungende Datter mest ynder!

Og kan du tæmme din flygtige Vandring saalænge,

Qvæd da med mig her en vexlende Sang under Espen!

Den er din Kjærlighed liig; thi dens Moder er Uroe:

Rastløs den bæver ved Dagen, og bæver ved Natten.

Tityrus! sjung du da først! jeg din Qvad skal besvare.

        Amaryllis, min Hyrdinde,

        Har for evig fængslet mig.

        Phyllis er min Herskerinde,

        Phyllis gjør mig lykkelig.

        Saae du Cypria fremtræde

        I det lette Rosenklæde,

        Fulgt af Huldgudinderne?

        Saae du Amaryllis smile

        Og henover Engen ile,

        Fulgt af Hyrdepigerne?

        Saae du Vesta naar hun rolig

        Vandrer til sin Marmorbolig,

        I beskedne Pigers Chor?

        Saae du Phyllis blid fremsvæve,

        Og mod Himlen Blikket hæve,

        Naar hun blandt Hyrdinder gaaer

        Høy og fyrig Baalets Lue

        Hvirvler sig mod Himlens Vue;

        See i den min Kjærlighed!

        Stille klar er Uskylds Flamme,

        Men i Evighed den samme;

        See i den min Kjærlighed!

        Skjøn og lys fra Østens Høye

        Straaler Dagens Herskerøye

        Kraft og Liv til Vandreren;

        Saa min Piges Øye spreder

        Gjennem Livets Dunkelheder

        Lys og Styrke til sin Ven.

        Dagens Herskerøye blænder,

        Stille Nattens Fakkel brænder,

        Fromheds hulde Lys er den;

        Saa min Piges Øye spreder

        Gjennem Livets Dunkelheder

        Lys og Fromhed til sin Ven.

        Førfte Gang jeg saae min Pige

        Saae — og elksed jeg tillige,

        End min Ild den samme er.

        Sidste Gang jeg saae min Pige,

        Elskede jeg først tillige;

        Men — jeg elsker daglig meer.

        Engang vi en Høytid feired;

        Skjønne Piger dandsede,

        O — men Amaryllis seired,

        Hun var dog den skjønneste.

        Men en krum og gammel Hyrde

        Gik forbi de Dansende,

        Phyllis lettede hans Byrde.

        Hun var dog den — ædleste.

        Mange Blomster hulderige

        Spired frem paa Jorderige;

        Skjønhed er den prægtigste.

        Mange Blomster hulderige

        Visned snart paa Jorderige;

        Ynde er den varigste.

        Skjønhed Martsfiolen ligner,

        Øyet skuer den, og signer

        Himmelfarven paa vor Jord;

        Jordens Vandrer Blomsten møder

        Og det kolde Hjerte gløder;

        Guders Billed for ham staaer.

        Ynde — Natfiolen ligner,

        Vandreren i den velsigner

        Spoer af Aand og Evighed;

        Ei dens Farve Sandsen gjækker;

        Men dens indre Værd sødt vækker

        Stille — evig Kjærlighed.

        Skjønhed har min Amaryllis,

        Skjønhed ene tryller mig.

        Ynde, Ynde har min Phyllis;

        Det kun gjør mig lykkelig.

Ven! jeg vil tie; ei jeg i Qvad tør bekæmpe

Sanggudens øvede Søn; thi mens frygtende Elskov

Tumler mig stedse, som Stormen en Fjær, og jeg spejder

Ængstlig hver Hyrdes forelskede Blik til min Pige;

— Thi de har Alle desværre jo Øyne og Hjerter; —

See! medens jeg saa mig plager, og fryder, og glemmer

Fløyte og Sang for mig selv og min Pige, saa kan du

Roligen see Pieriden, og nynne med hende.

Qvad da i Fred! mig min Elskov og Uroe bortkalder.

Gak da, min Tityrus! plagede skinsyge Hyrde!

Jeg vil dig ikke misunde. Ei er min Phyllis

Liig Amaryllis i Skjønhed, og hun maa kjendes

Før hun skal elskes; men derfor takker jeg Himlen,

Derfor er Uroe mig fremmed; ikke jeg frygter,

Sommerfuglssværmen¹ min Reseda søger: den har ei

Glimmer for Øyet; men Fryd for det følen-Hjerte.

Gak kun, min Tityrus! men kom her atter tilbage,

Naar disse Hjorde er uddød, og deres Afkom

Spøgende hopper omkring os, naar vores Vaarsol

Er over Middag, og den mod Nedgangen skrider;

Naar — som jeg frygter — længst Martsfiolen er falmet,

Og den flygtige høie Straaflamme er udslukt;

Kom da og hvil dig i min og min Phyllis’s Hytte!

Der skal du see, hvor den stadige Lue end brænder,

Og hvor den pragtløse Natfiol duftende blomstrer.

Da vil du neppe atter i Vexelsang prise

Skjønhedens Seir over simple beskednere Ynde.