I Kammerset støyer den liden Smaadreng
Og banker saa saare paa Døre,
Det hele Huus sysler, og ganger i Seng,
Monne ei den liden Dreng høre.
Han banker ved Dag, og han banker ved Nat,
Haver aldrig Rast eller Hvile;
En skrøbelig Skodde for Døren er sat,
Den sprænge saa gjerne han vilde.
Paa Høyenløft sidde to Piger smaa,
Saa livlige og saa blide,
Taalmodige stille de sidde smaae,
Og see gjennem Ruden saa vide.
Naar liden Smaadreng i sit Kammer er fro,
De Smaapiger smile saa saare;
Men naar han banker saa ængstelig paa,
Da fælde de mangen en Taare.
Og Pigerne græde ved Nat og ved Dag,
Naar liden Smaadreng monne sukke;
Han banker, og bløder ved hvert et Slag;
Men Ingen vil hannem oplukke.
Da dette vil jeg sige for sand,
Han længe kan sukke og bløde;
Men naar han paa Døren er banke kan,
Da haver han blødt sig til Døde.
Og dette vil jeg sige for sand,
De Smaapiger længe kan sidde:
Og smile og græde saa længe de kan,
Og see gjennem Ruden saa vide.
Men liden Smaadreng de have saa kjær,
— Thi Sødskende monne de være, —
Og naar han i Kammerset lever ei meer,
Ei heller de Søstre er mere.
Og dette kan jeg end sige for sand,
Naar livløs de trende er vorden:
Da styrter det hele Huus sammen paa Stand,
Og synker saa dybt under Jorden.
O! veedst du ikke den liden Drengs Navn,
Og hvad de to Smaapiger hedde,
Saa føled du aldrig Sorg eller Savn,
Og aldrig monne du græde.