Ein Verhängniß, dessen dunkle Gründe,
Wir vielleicht in bessern Welten sehn,
Findt für diese Welt ein reines Glück zu schön.
Wieland
Skjøn er du, Ungdoms gyldne Tid!
Mens Haabet luer, Kraften stiger,
Som Aftens Straale lys og blid
Du stolt mod Middagshøyden higer."
Saa qvad ved Dagens Fødselsstund
En Yngling til de Sølverstrænge,
Mens Solen steeg fra Havets Bund,
Og spredte Ild paa Vaarens Enge.
"Lyksalig Sangens muntre Søn!
Som fri gaaer i Naturens Rige,
Seer overalt den lige skjøn,
Og lige tryllende hver Pige."
"Ret saa!" — en liflig Stemme lød, —
"Forhøi ved Harpens Klang vor Glæde!"
Og huld, i Morgnens Purpurrød
Saae Sangeren en Møe fremtræde.
Ved Siden gik en Riddersmand,
Som Skyen mørk paa Nattens Bue,
Den Vandreren forfærde kan;
Men klares op ved Maanens Lue.
Og Ynglingen Guldharpen slog,
Saae Pigen i det klare Øye;
Og Riddersmanden Sæde tog
Hos Møen blandt de lyse Høye.
Men ved hvert Greb, hvert Ord opsteeg
Et Suk hos unge Harpenspiller,
Forvirret er hans Strengeleeg,
En Taare paa hans Kind nedtriller.
Han veed det ei: men længselsfuld
Han stammer fyrig Elskovs Klage.
Hans Qvad er endt, — dens Løn er Guld,
Og Møe og Ridder gaae tilbage.
Mørk Ynglingen der monne staae,
Med Haanden paa oprørte Hjerte,
Forsvunden var dets Frihed, Roe,
Og Guldet haaned koldt hans Smerte;
Og blussende han kasted det,
Og fulgte fjernt den skjønne Pige,
Ved Grye han gik saa fro, saa let,
Tungsindig saae han Solen stige.
Snart Sangeren til Borgen kom,
Dens Muur var skummel, som dens Ridder;
Der drømmende han vanker om,
Der paa en Steen ved Qvel han sidder.
Og Solen sank i Bølgens Skjød,
Han saae liig den sin Fryd hensegne,
Og Haabets Flugt, og Kraftens Død;
Men Nat gled over Vaarens Egne.
Alt tindred mange Stjerner smaa,
Den Yngling sad hos Ridderborgen,
Ved Nat han monne Harpen slaae;
Han sad der til den lyse Morgen.
Men med dens første Straale foer
Ny Kraft udi hans Sjæl tilbage,
Fra Borg og Møe han iilsom gaaer,
Til fjerne Lande vil han drage.
"Ei klynke skal for gyldne Dør
Forvovne Elskovs tomme Klager;
Ei høyen Møe nedsmile tør
Til stakkels fattig Harpenslager."
Saa gaaer han om i fremmed Land,
Vemodig er den Ynglings Stemme;
Thi Pigen hos den Riddersmand
Han aldrig — aldrig kan forglemme.
Og blomstre Roser paa hans Stie,
De minde ham om fordums Glæder,
Tungsindig gaaer han dem forbi,
Og stunddom dem med Taarer væder;
Og blaaner ham en Mindekjær,
I stakket Fryd han den afbryder,
Afriver Bladene, — og seer
Hvor de i Luftens Strøm bortflyder.
Hans Qvad er sød, men sørgelig,
De ømme Møer til ham ile,
See paa den Sanger blidelig;
Men han kan aldrig mere smile.
De Dage svinde, Aar gaae hen,
I Løndom stedse Taaren rinder,
Og tidlig ældes Ynglingen;
Thi Glædens Blomst døer paa hans Kinder.
"Endnu een Gang jeg hende see!
Og aldrig meer i Livets Dage."
Han Harpen greb, og vandrede
Mod mørken Ridderborg tilbage.
— Nat var det — ingen Stjerne klar
Det uveirssvangre Mulm oplyste;
Men Borgen prægtig oplyst var,
Og Sangeren det saae, — og gyste.
Han spurgte. "Her er Brudefærd,"
Lød Svaret, og den Arme blegned,
Og mægted ei at spørge meer;
Men taus til Harpens Fod nedsegned.
Paa Ridderborgen man ham bar;
Snart vaktes han af Glædestummel,
Saae den Tilbedte; — Brud hun var,
Brudgom var Ridderen saa skummel.
Han saae det, — ingen Taare randt,
Mat Flammen i hans Blikke lued,
Et Smiil paa blegen Læbe svandt,
Mens paa den Yndige han skued.
"O! — bad han — tør til Strængens Klang
En stakkels, fattig Harpenslager
Istemme eders Brudesang,
Før han paa ny i Nat uddrager?"
Og Bruden kjendte Sangeren
Fra Morgenrødens lyse Høye,
Hun hørte samme Qvad igjen.
Og vendte bort det vaade Øye.
Hans Sang var endt, — og Harpen gled
Udaf hans Haand: end Strængen bæved,
Paa Brystet sank hans Hoved ned,
Og Aanden fri til Himlen svæved.