Jeg stod paa Lejreborgen,
Jeg saa paa Fjord og Skov.
Alt for Blodhævnersorgen
Ej Holger Danske sov.
Jeg stirred ud saa vide
I maaneklare Nat,
Da stod der ved min Side
En Mand med Skyggehat.
Jeg saa ham under Hatten:
Eet Øje kun jeg saa.
Høj stod han der i Natten,
Med Kaaben, lang og graa.
Han Billedstenen ligned
I Odins Offerlund.
Med Kors mit Bryst jeg signed;
Han hyled som en Hund.
Fuldsært jeg blev til Mode;
Jeg greb dog ej mit Sværd.
Jeg paa Vor Herre troede,
Stod Satan end mig nær.
Jeg saa paa Kappemanden;
Jeg kendte Odins Præst:
Dødt under Maske-Panden
Sad Øjet af en Hest.
Dog hos det døde Øje
der blinked et Par smaa;
Jeg maalte Karlen nøje —
Jeg Offerkniven saa.
Et Skridt jeg tren tilbage;
Jeg lod ham hyle ud.
Han tuded uden Mage
Den ynkelige Gud.
Mig lysted dog at høre
Et Ord med bedre Klang;
Da lød der for mit Øre
En myndig Varselsang:
„Fly vrede Guders Lunde,
Og stands din Vanvids-Daad!
Tænk aldrig at udgrunde
De strenge Norners Raad!”
Jeg hørte Hanen gale
I Lejredrottens Gaard;
Og Nattegæstens Tale
Lød atter dyb og haard:
„Hør, Helas Hane galer!
Fly brat før Morgenrød!
Hvis her et Ord du taler —
Du dør din Faders Død!”
Jeg vilde Legen ende:
Jeg greb mit gode Sværd —
Da stod i Hallen trende
Med Kapper og med Spær.
Fra Læben for mig Ordet:
„I stjal min Faders Liv —
Her skete Kongemordet
Med Odins Offerkniv.”
Da blinked Spær og Knive
Mod Holder Danskes Bryst.
Kun to vi blev i Live;
Kun een bestod den Dyst.
Jeg flækked Barke-Panden
Paa Odins lange Præst;
Da fly’de ræd den anden —
den tredje fik sin Rest.