Jeg stod paa Leireborgen
Jeg saae paa Fjord og Skov.
Alt for Blodhævnersorgen
Ei Holger Danske sov.
Jeg stirred ud saa vide
I maaneklare Nat,
Da stod der ved min Side
En Mand med Skyggehat.
Jeg saae ham under Hatten:
Eet Øie kun jeg saae.
Høit stod han der i Natten,
Med Kaaben lang og graa.
Han Billedstenen ligned
I Odins Offerlund.
Med Kors mit Bryst jeg signed;
Han hyled som en Hund.
Fuldsært jeg blev tilmode;
Jeg greb dog ei mit Sværd.
Jeg paa Vor Herre troede,
Stod Satan end mig nær.
Jeg saae paa Kappemanden;
Jeg kjendte Odins Præst:
Dødt under Maske-Panden
Sad Øiet af en Hest.
Dog hos det døde Øie
Der blinked et Par smaa.
Jeg maalte Karlen nøie;
Jeg Offerkniven saae.
Et Skridt jeg treen tilbage;
Jeg lod ham hyle ud.
Han tuded uden Mage
Den ynkelige Gud.
Mig lysted dog at høre
Et Ord med bedre Klang;
Da lød der for mit Øre
En myndig Varselsang:
”Fly vrede Guders Lunde!
”Og stands din Vanvids-Daad!
”Tænk aldrig at udgrunde
”De strenge Norners Raad!”
Jeg hørte Haner gale
I Leiredrotters Gaard;
Og Nattegjæstens Tale
Lød atter dyb og haard:
”Hør, Helas Hane galer!
”Fly brat før Morgenrød!
”Hvis her et Ord du taler,
”Du døer din Faders Død.”
Jeg vilde Legen ende;
Jeg greb mit gode Sværd;
Da stod i Hallen Trende
med Kapper og med Spær.
Fra Læben foer mig Ordet:
”I stjal min Faders Liv —
”Her skete Kongemordet
Med Odins Offerkniv.”
Da blinked Spær og Knive
Mod Holger Danskes Bryst.
Kun To vi blev ilive;
Kun Een bestod den Dyst.
Jeg flækked Barke-Panden
Paa Odins lange Præst;
Da flyede ræd den Anden —
Den Tredie fik sin Rest.
