Jeg stod en Sommermorgen i Herthas grønne Lund
Ved den brusende Fjord.
Trælle gik til Døden i den favre Morgenstund;
Der var blodige Spor.
Fælt Trællene jamred i Lunden.
Om Livets Lyst de trygled; de skreg til gamle Thor;
Men han hørte dem ej.
Ynkelig de skreg til hver Afgud i Nord
Paa den blodige Vej.
Sidst skreg de mit Navn gennem Lunden.
De ynkelige Trælle var næppe Livet værd;
Jeg blev bister i Hu:
„Slagtesvin kun hvine, før Kniven er dem nær —
Dansk Dreng ej kender Gru.”
Der blev tyst som i Graven i Lunden.
Tolv Offerknive blinked i mørke Præsters Haand
Ved den blodige Sten.
Trællene laa tavse som Offerlam i Baand
Mellem Øksnenes Ben.
Det blev mig for skummelt i Lunden.
Ud for mit gode Sværd mig af Balg med meget Hast;
Det sused i min Haand.
Præsterne bortfly’de, og Offerstenen brast —
Saa sprængte jeg hvert Baand.
Glad Trællene jubled i Lunden.
Men nu var jeg i Aande, og nu jeg gjorde lyst:
Først Asathor jeg vog;
Saa styrted jeg Odin i Grus ved Fjordens Kyst —
Hans Tempel jeg nedslog.
Mit Korsbanner vajed i Lunden.