Høit paa Pyrenæers Fjelde
Reed vi over Sky med Seir.
Maurers Skat, vi vandt med Vælde,
Fulgte Hæren med vor Leir.
Ved den store Keisers Side
Holger reed med Bannerstang.
Lystig under Bjergelide
Nedenfor os Roland sang.
Ved de sorte Fjeldes Huler
Nys vi reed ham glad forbi;
Der han vented Byttets Muler
Paa den snevre Klippestie.
Muler krøb, liig Myrer sorte,
I de dybe Dales Tragt;
Der, ved tvende Rigers Porte,
Ridderskabets Flor holdt Vagt.
Længe Roland blev tilbage
I det mørke Ronceval.
Skyen fløi, som skumle Drage,
Over mørke Klippers Dal.
Ei Carolus aned Fare;
Tryg den høie Keiser loe.
Under lette Ridderskare
Klappred muntre Hingstes Skoe.
Dæmpet lød der fjerne Toner
Bag de sorte Klippers Hegn.
Var det vilde Bjerg-Vaskoner?
Var det falske Maurers Tegn?
Gavalon, fuldsnild og kløgtig,
Viiste Keiserhæren Vei.
Han i Fyrsteraad var dygtig;
Jævningsnavn han bar dog ei.
Gavalon med skarpe Blikke
Reed min store Keiser næst.
Gavalon jeg troede ikke:
Han var Maurerkongers Gjest.
Nys han kom med Guld og Slaver
Fra de Overvundnes Stad.
Rigt behængt med Fjendegaver,
Han paa Maurerhingsten sad.
Fra de vilde Baskers Stammer
Bar han ydmyg Fredens Green;
Men jeg skimted Hadets Flammer
I hans hule Øiesteen.
Frem vi reed, og tidt jeg lytted:
Længst forstummed Rolands Sang;
Toget saae jeg ei med Byttet.
Dybt et Horn fra Dalen klang.
”Herre Keiser! Roland kalder” —
Gavalon dog listig loe:
”Er det Rolands Horn, der gjalder,
”Er hans unge Hjerte fro.”
Tryg den store Keiser nikked.
Frem vi reed. — Paany det klang.
Blodet mig i Hjernen prikked;
Brynjens stærke Ringe sprang.
”Roland kalder, Herre Keiser!
”Hør, han ryster Fjeldets Muur!”
Gavalon heelt trodsig kneiser:
”Roland leger kun med Luur.”
Frem vi reed. — Jeg lytted længe.
Stum jeg knuged Bannerets Stang;
Blodet vilde Brystet sprænge.
Roland blæste tredie Gang.
Det gjenlød fra Klippemuren,
Som en Røst fra Gravens Skjød,
Som han gjennem Fjeldnaturen
Aanded Varslet om sin Død.
Brat vi vore Hingste vendte;
Ned mod Ronceval vi foer.
Sværdet os i Haanden brændte;
Ingen mæled meer et Ord.
Gavalon kun blev tilbage;
Over ham min Ganger sprang.
Aldrig reed jeg Hest saa fage;
Aldrig blev min Vei saa lang.
Tidt det klang, som Torden ruller,
Der hvor Roland havde kaldt.
Tidt vi hørte hule Bulder,
Som de haarde Klipper faldt.
Røverfolkets vilde Vrimle
Laae i skyhøi Kløft paa Luur.
Hære hang, liig Rovfuglstimle,
Paa de sorte Fjeldes Muur.
Ned fra Klippetaarne høie
Rulled Steen, som Hagl fra Sky.
Dagen sortned for vort Øie;
Frem vi foer i Brag og Gny.
Aldrig glemmer jeg den Jammer,
Da vi naaede Ronceval:
Slukt var Heltelivets Flammer
I de sorte Klippers Dal.
Lukt var Bispens strenge Øie,
Stum hver Jævnings Høvdingsrøst.
Bleeg laae mellem Venner høie
Oliver med knuset Bryst.
Dybt begravet under Stene
Laae den halve Keiserhær.
Mellem tvende Klipper ene
Roland laae med Horn og Sværd.
Haanden sig om Sværdet krummed;
Hornet holdt endnu han fast:
Før dets sidste Klang forstummed,
Aaren i hans Pande brast.
Stum den store Keiser blegned;
Alle grued, som det saae.
Ned blandt Liig Carolus segned;
Bleeg ved Rolands Bryst han laae.
— Synker Sol og stiger Maane
Over Fjeld og Søe og Dal,
End jeg seer min Keiser daane
Mellem Liig paa Ronceval.
Der, hvor gjennem mørke Dale
Kilden sprang fra Bjergets Bryst,
Vakte jeg hans Sjæl af Dvale,
Hørte jeg hans Kæmperøst.
”Hvor er Roland! — brast min Lykke!
”Hvor er Helteskaren stor!
”Hvor er Verdensthronens Smykke!
”Hvor er Ridderskabets Flor!”
”Hvor er eders Høvdingsstave,
”Samson! Oliver! Gerin!
”Hvor er alle mine Brave!
”Hvor er Wolter og Turpin!”
”Ingen meer sit Hoved reiser”
— Mæled jeg fuldmørk i Hu —
”De er faldne, Herre Keiser!
”Hævnet er de ei endnu.”
Fast han knuged flad min Handske,
Og jeg blussed ved hans Ord:
”Hævn, ja Hævn! — Med Holger Danske
”Døer først Ridderskabets Flor.”
— Brat Vaskoners vilde Hære
Styrted ned til Rov paa Val.
Roland hævned vi med Ære:
Ronceval blev Hævnens Dal.
Der blev Brag ved Klippemuren;
Der lød Bulder gjennem Dal.
Sværdet klang; men stum var Luren:
Roland taug paa Ronceval.
Fra min store Keisers Side
Veeg ei Holger Danskes Fod.
Der blev taust ved Midnatstide;
Maanen speilede sig i Blod.
Dalens Søe laae fjeldomgjærdet;
Baskerhæren saae vi døe:
De, som ei laae knuust for Sværdet,
Styrted i den sorte Søe.
