Saragossa saae jeg prange
Med de røde Taarnes Pragt.
Maurerslottets Buegange
Gjenlød af de Christnes Sange.
Ridderskabets Flor holdt Vagt.
Der var Seiersfest i Staden;
Steenpaladser var vor Leir.
Blomster faldt, som Snee, paa Gaden;
Tæpper pryded Slotsarcaden.
Blege Maurer saae vor Seir.
Der, hvor Ebros Strøm sig kruser
Under Marmorborgens Fod,
Der, hvor Dag og Nat det bruser,
Vandspring høit i Hallen suser,
Der min store Keiser stod.
Gjennem Guldorangers Haver
Blaamænd til Palladset gik.
Sorte Skjønne bragte Gaver;
Konger bøied Knæ, som Slaver,
For den store Keisers Blik.
Ved hans Side stod hans Frænder,
Hine Tolv med Jævningsnavn.
Verden deres Navne kjender;
De var Holger Danskes Venner:
Alle tog de mig i Favn.
Spaniens Døttre os bekrandsed.
Rolands Horn fik lystig Klang;
Seiersglæden kun han sandsed.
I den høie Sal vi dandsed,
Hvor de friske Vande sprang.
Aldrig glemmer jeg hiin Gammen
I de stolte Maurers Hal.
Sidstegang ved Fakkelflammen
Saae mit Øie glad tilsammen
Dem, som faldt paa Ronceval.
