Før fulgte jeg Carolus ved Elben og ved Rhin:
Han døbte Hedninghære med Mester Alcuin.
Jeg selv det havde prøvet. Jeg saae, det kunde gaa.
Heelt freidig tog jeg atter Stridshandskerne paa.
Det tyktes mig, paa Veien til Paradiset, smukt,
Om først jeg sprængte Porten, som Satan har lukt.
Jeg kaldte mine Krigsmænd. Med Carvel holdt jeg Raad.
Det tyktes dem Alle fuldpriselig en Daad.
De raske Provencaler paa Hingstene sig svang;
De vilde hele Verden erobre med Sang.
John Friser blussed ivrigst; paa Gud han stoled meest.
Den fromme stærke Ridder jeg nævned John Præst.
Vi drog fra Himalaya med døbte Hindus-Hær;
Dem, Ordet ei omvendte, vi vendte om med Spær.
Vi døbte Tibetaner med Palmeskjørt om Lænd;
En Dronning lig blandt Bier, der Kvinden sad blandt Mænd.
Tartarers hvide Stammer, Mongolers gule Hær,
Malayers brune Horder vi korsed med Sværd.
Det kosted brodne Pander; dog ærligt var det meent:
Vist Sjælene blev frelste, om ogsaa lidt seent.
Det Tog var ei til Ende, før trende Aar løb om:
Med Seier vi tilbage til Gloriant kom.
Til Ridderne jeg skjænked de Kroner, jeg vandt.
Selv tog jeg kun Krandsen, skjøn Gloriant mig bandt.
