Før fulgte jeg Carolus ved Elben og ved Rin:
Han døbte Hedninghære med Mester Alcuin.
Jeg selv det havde prøvet. Jeg saa, det kunde gaa.
Helt frejdig tog jeg atter Stridshandkerne paa.
Det tyktes mig, paa Vejen til Paradiset, smukt,
Om først jeg sprængte Porten, som Satan har lukt.
Jeg kaldte mine Krigsmænd. Med Carvel holdt jeg Raad.
Det tyktes dem alle fuldpriselig en Daad.
De raske Provençaler paa Hingstene sig svang:
De vilde hele Verden erobre med Sang.
John Friser blussed ivrigst; paa Gud han stoled mest.
Den frommed stærke Ridder jeg nævned John Præst.
Vi drog fra Himalaya med døbte Hindus-Hær;
Dem, Ordet ej omvendte, vi vendte om med Spær.
Vi døbte Tibetaner med Palmeskørt om Lænd;
En Dronning lig blandt Bier, der Kvinden sad blandt Mænd.
Tartarers hvide Stammer, Mongolers gule Hær.
Malayers brune Horder vi korsed med Sværd.
Det kosted brodne Pander; dog ærligt var det ment:
Vist Sjælene blev frelste, om ogsaa lidt sent.
Det Tog var ej til Ende, før trende Aar løb om;
Med Sejer vi tilbage til Gloriant kom.
Til Ridderne jeg skænked de Kroner, jeg vandt.
Selv tog jeg kun Kransen, skøn Gloriant mig bandt.