Jeg frit mig tumled i Verden om;
Jeg fulgte mit danske Sind:
Den Røst, der ærlig fra Hjertet kom,
I brave Hjerter foer ind.
I Skoven klang det alt som man sang;
Det lærte mig Store og Smaa;
Mit Skjold og min Livsang gav jeg dog Klang,
Og tog hvad der fulgte paa.
Den Hedning gav jeg gjerne Gudsfred,
Der beed for sin Tro, som en Hund.
Den Christen smed jeg i Dyndet ned,
Der kun havde Troen i Mund.
Blandt Skovens Ulve tuded jeg ei;
Til Snoggang stod ei min Hu.
Jeg kom dog længst paa den lige Vei;
Den Vei veed Dansken endnu.
