Antologier

Danmark delt ved Hav for inden,

kløvet nu tilsidst af Fjenden!

        Om du plyndres

        ej du søndres;

Baandet er dit Modersmaal.

Det forbandt trods Hegn og Grave,

det til én gjør Danmarks Have;

        over Gjærdet

        uforfærdet

flyver det med Hjærtebud.

Om det strammes, om det vides,

aldrig dog itu det slides;

        drager sammen

        mildt i Gammen,

knytter tæt i Nødens Stund.

Stolt paa Tidens Strøm det gynger,

tusendaarigt Kvad det synger;

        Søn fra Fædre

        ej fik bedre,

ej fik større Arvelod.

Han, som over Danmark vaager,

brød det Vej fra Død og Taager;

      støvbefriet,

      aandeviet

bær det Livets Ord her ned.

Bærer Lysets Kraft og Sødme,

saa de blege Kinder rødme,

        saa fra Vangen

        Takkesangen

stiger vinget over Sky.

Hjærtesprog blandt Tungers Vrimmel!

Hjemmets Bud fra Jord og Himmel!

      Flyv, du kjække!

      Bring fra begge

danske Hjærter Haab og Trøst!