Tag nu dit Glas min Frue,
din Mand dig byder til Gjæst,
nu vil i vor egen Stue
vi fejre vor Bryllupsfest.
Alle de Tusind Minder,
der give vor Fortid Glans,
dem sanke vi sammen og binder
os hver deraf en Krans.
Saa takke vi Gud, du Kjære,
for hver en Stund, der svandt,
ham skylde vi Pris og Ære,
for at vi hinanden fandt.
Og fremad skue vi glade
fulde af Haab og Tro,
vi véd jo, vort rette Stade
er Himlens lyse Bo.
Paa Kjærlighedens Vinger,
som Gud os naadig gav,
engang vi did os svinger
trods Mørke, Kuld og Grav.
Om Storm og Frostvejr kommer
og gjør os Vejen trang,
det gaar jo dog frem mod Sommer,
mod Sol og Fuglesang.
Og Glans derfra skal brede
sig over vort hele Liv,
naar vi om Vingerne frede,
som Gud os gav, min Viv.
Velkommen da herhjemme
min velsignede lille Brud,
for mig der ved dit Komme
sprang Tusind Blomster ud.