Hvor det er smukt at se, naar Solen sender
sin sidste Hilsen til de grønne Skove,
naar den til Afsked kysser Havets Vove,
der funkler, som den under Kysset brænder,
naar Luna liøjt paa Himlen Kjerten tænder,
mens Skovens Sanger alt er ved at sove,
da føler ret man Trang til Gud at love,
at bøje Knæ og folde sine Hænder.
En hellig Fred henover Alting svæver
og milde Tanker sig til Hjertet trænge,
naar Blikket imod Himlen op sig hæver;
det giver Klang i alle Hjertets Strænge,
som rørt af en usynlig Haand de bæver,
lydt maa de klinge, tied end de længe.