Hvad er skjønt som Havet, naar det sine Bølger
vælter imod Kyst,
ræd for Stormen, som forfølger
dem med Sang og Lyst,
naar det suser
vildt og mægtig bruser
og de stolte Skibe knuser,
naar fra Dybet op sig hæver
vildt i Vrede Havets Drot,
naar den faste Havbund bæver,
rokker selv hans stærke Slot.
Hvad er skjønt som Havet, naar det tyst og stille
i en Sommerkvæld
hviler, medens Maanens Straaler spille
paa det klare Væld,
Stjerner skinne,
og for lette Vinde
Snekker i det Fjerne svinde,
trygt de lette Baade gynger,
vuggede paa Bølger smaa,
lokkende en Havfru synger
ude paa det dybe Blaa.