Vort Fødeland var altid rigt
paa gifte Mænd og Koner,
og der er skrevet mangt et Digt,
ja vistnok Millioner,
der synger pænt om Kjærlighed
og priser Hymens Herlighed —
vort Fødeland var altid rigt
paa gifte Mænd og Koner.
Hymen kan være meget rar,
det vil jeg ej fordølge,
men der er en, som bedst det var,
det er den lille glade Gud,
hvis Bue skyder Lykkeskud,
som bringer Folk fra Himlen Bud, —
hil dem, som Amor viede!
Thi hver for sig kun lidt de du,
— det er min private Mening —
det er, som Noget var itu,
nej, se dem i Forening:
saa bliver Hymen lys og let,
og Amor bliver sat og net,
saa tændes Brudeblus med Ret,
saa kan de lystig brænde.
Ak, tidt der holdes Bryllupsfest,
hvor Hymen sidder Enke,
hvor hun kun kommer med en Præst
og sin forgyldte Lænke;
men saa er Hymen grim og graa,
skal hun i Glans og Skjønhed staa,
maa virkelig hun Følge slaa
med Manden for det Hele.
Her, véd vi jo, er Amor med,
lad os da være glade,
lad Sangen flyve rask afsted
som i en Gallopade;
hver den, han leder ved sin Haand,
hver den, han fylder med sin Aand,
han snæres ej af snævre Baand,
let som en Gud han aander.
De to, som her hinanden fandt,
dem følge Held og Lykke,
det Baand, som nys saa fast de bandt,
vil, tro vi, aldrig trykke.
Held med vor Ven og med hans Brud,
for vist vi tro, den lille Gud
vil følge dem i Livet ud
og deres Skytsaand være.