Lidt vinterbleg, men brun hvert Sommerhalvaar,
med fine Fregner rundt om Næseroden,
betræder hun med Barnets søde Alvor
en uslidt Jord, som næppe binder Foden.
Gaar om som i en dyb og dejlig Have
med blanke Øjne, undrende og blide,
som Dagen var en ny og kostbar Gave
og Æventyret gik ved hendes Side.
Blødt fjedrende i Knæ og spinkle Koder,
tyst som et Markens Dyr og let paa Taaen,
forsigtig kresende omkring sin Moder,
som Lammet nødig fjærner sig fra Raaen.
En Sjæl saa sval og klar som Dugg, der blinker,
hvis Tillid som et Gry vor Sjæl berører;
en Munterhed saa sky som Skovens Finker,
der tier, naar en ukendt Lyd de hører.
Helt Barn fra Nakkens Fletninger til Hælen.
Men blidt i Barnet rører sig det Hjærte,
hvis Sødme nynner Pigerne om Sjælen,
som Biens Summen om en Blomsterkærte.
Barn, som gaar tyst omkring med flettet Manke,
trygt i et Land, vi voksne sky betræder,
du er en hellig Undren i vor Tanke,
du er den reneste af alle Glæder.
Det var en fin og kostbar lille Gave,
skønt lidt du ved derom — naar du fortrolig
gav mig din Haand og viste mig din Have —
Da blev der i mit Hjærte svalt og roligt.
For stump, for plump er min erfarne Tanke —
Men lyttende at nærme sig dit Rige
var som at høre Lærkehjærtet banke,
mens Solen skinner paa et Foraarsdige.