Og det blev Vaar i den grimme Gade,
og Solen rørte de bare Træer.
Af alle Knopper krøb spæde Blade,
som laante Gaden et lyst, ungt Skær.
Og du og jeg gik igennem Parken
og fandt en Følfod med Solskinshud.
Men Mulden mumled saa mildt om Marken,
at, kære, vi maatte straks derud.
Og Bønder gik bag de tunge Plove,
og Vellugt opsteg fra Jordens Hud.
Og du og jeg gik igennem Skove,
hvor Anemonerne just sprang ud.
Gik ind, hvor Stilheden renest aander,
og fandt ved Bækken, hvor ingen kom,
hin Flok tungsindige hvide Nonner,
som vogter Vaarnattens Helligdom.
Og der var svalt under Bøgekroner,
som tingraa Søjler i Blæsten bar,
og lydt af rullende, runde Toner,
fra redebyggende Duepar.
Frugttræet hvidklædte alle Kviste,
og Træets Aande var Mandellugt.
Og disse straalende Haver vidste
slet ikke noget om Frø og Frugt.
Med et var Landet et hvidt Gudsunder,
ja, Blomstertemplet af Duft og Sang,
hvorudi Psyke hos Eros blunder,
men saa ham bare hin ene Gang.
Og mellem Engenes lune Diger,
blandt runde Reder og blanke Straa
stod op i Himlen de Solskinsstiger,
som Lærketrillerne danser paa.
Og langs det Grønsvær, vor Fod betraadte,
røg Millioner smaa svale Kar,
naar Blomsterbrude, fordi de maatte,
hengav de duftende Jomfruar.
Og der, Veninde, gaar du og jeg nu
som udi Paradis Blomstergaard.
Og sidste Vaar gik vi samme Vej, du —
Skal vi faa Lov til det næste Vaar?