Er Engene ikke straalende
med tusind Blomster paa?
Er Græsset ikke jomfrueligt
og elskeligt hvert nyfødt Straa?
I dette grønne Paradis
har kun Guds Engels Fodtrin traadt.
Han gik ved Gry paa Engene
og saa, at alt var godt.
Er Fuglene ikke fortryllende
og Fugles Leg og Liv?
De spæde Pip i Rederne,
de søde Kluk fra El og Siv.
Sin Streng har Rørets Sanger stemt,
djupdjup, djupdjup, min Mandolin!
Hans Mage varmer Æggene
bag grønne Ellelin.
Kablejens store Gyldenhed,
hvor frydeligt et Syn!
Se, Skelmen smører Penslen af
paa Biens Fløjels Øjenbryn.
Er Blomster ikke Æventyr,
djupdjup, djupdjup, byt Støv med mig!
Og Blomsters Vaar en yndefuld
og sød og liflig Leg.
At Storken gaar paa Engene,
hidfløjet tusend Mil,
at Mille kysser Mølleren
som Latifa El’Rha ved Nil,
er alt det ikke vidunderligt,
og det og det og alle Ting?
Skykloden, som forandrer sig,
og Solens ildblaa Ring.
Guds Solskins gyldne Hemmelighed
gør Timen rig og dyb.
Den uldindspundne Pilegren
er levende af Solskinskryb.
Naturen aander Vellugt ud
og toner af Lyksalighed.
Af Sødme revner Birkene
og sveder gylden Sved.
Ja, Vaaren er en sødmefuld
ung Solskinsherlighed,
som ofrer altforglemmende
til Himlene sin Kærlighed.
Saa grønt et Græs er Himmerig,
djupdjup, djupdjup, I Engle smaa!
Fra Tuen naar til Himlene
den Streng I spiller paa.