Nu har du, Skønjomfru, Forretningen glemt
og laaset for Disken og Kassen,
mens du og dit Hjærte, af Tusmørket stemt,
fra Trængselen skraaer over Pladsen.
Se, Aftenen kupler et luftigt Palads
ud over de skumrende Gader
og spejler sin Blankhed i Lygternes Glas
og Rudernes blinkende Rader!
Det mærkes paa Dagen, at Vinteren gaar,
for Aftenen dvæler saa gærne.
I Vesterled tændte en gryende Vaar
den klareste Dugdraabestjærne.
Et durende Kaos var Middagens Lyd.
Hver Aftenens Lyd gaar alene.
En Fryd for sig selv er nu Spurvenes Fryd
i Kirkegaardselmenes Grene.
Men blinker i Glansen de tusende Baal
lig Perler som Natten udstænker,
mens Globerne gløder i Blankhedens Skaal,
og Himlen i Sjælen sig sænker,
Saa bliver den Ensommes Byrde saa svær,
som Hjærtet blev knuget til Døde.
Men har to Hjærter hinanden kær,
da er det et flyvende Møde.
Du haster, Skønjomfru, paa højvristet Sko
i Gadernes Glans blandt de andre;
men Timen har bygget en Evighedsbro,
hvor Tungsindet ene maa vandre.
Og svulmer du sødt under Vesthimlens Lys,
som blegner i Rudernes Rækker,
saa mødes dog Aften og Nat i et Gys,
naar Spover i Tusmørket trækker.