Jeg stod og saa det ske —
En Fødsel uden Fødslens Ve,
kom selv og se!
Et yndigt Underværk —
En Vellugtstrøm, o, kom og mærk,
hvor sød og stærk!
En Kim, saa nyfødt grøn,
krøb frem fra hvor den laa i Løn
i Mørkets Brønd.
Tyst aabner sig dens Væg —
Hvad sover der i Lag og Læg?
Smaa Blomsteræg.
O hvide Hyacinth!
Fra Mulmets Hav du famler blindt
mod Lysets Klint.
Jeg ser din Dagnings Stund —
Søvn lukker dine Spædes Mund
i Fosterblund.
Nu lyser du af Aand.
Blødt aabner du din Blomsterhaand,
løst er dit Baand!
Nu tør du aande frit,
udaande Vellugt, stærkt og blidt,
i Paaskehvidt.
Frelst har du ført din Fragt.
Fromt staar du nu mod Lyset strakt
i Daabens Dragt,
lidt krøllet fra din Slum
i Alnaturens Rugerum,
hvor du laa krum.
I vellugtfyldte Kar,
som aabner Eder Par ved Par,
hvor mon I var?
Hvorledes fandt I tyst
den Vej, som gaar fra mørkt til lyst
paa Dagens Kyst?
Hvad vil I her iført
et Legeme saa svalt og skørt
og uberørt,
som var I skaaret ud
af Aftenhimles Perlehud,
I ædle Skud —?
O, eders Vellugt véd
om tyste Ting i Evighed
en sød Besked.
En Duft fra tusend Aar,
en Duft fra Tidens yngste Vaar
imod mig gaar.
Tak, Hilsen from og sød,
udsendt fra Pan, som ej er død,
trods Vinternød!
Hans Ildsted ingen ser.
Men Underet det skønne sker —
Hvad vil vi mer?