I
Vel ved jeg hvor det Æble groer,
du bød mig af dit Lager —
Regnsvale Luft om Danmarks Jord,
din Frodighed jeg smager!
Jeg kom en saadan høstlig Stund
fra Syden hjem til Norden,
som rakte mig med Æblemund
et Velkomstkys fra Jorden.
Sødt duftede langs Østersø
min Barndoms Æblekammer.
I Regnluft laa min Fødeø
med dryppende Frugttræstammer.
En Drager tog mit Rejsetøj,
og jeg trak af min Hanske;
og broderligt i Regn og Røg
vi hilstes som to Danske.
II
Det var den danske Menigmand,
jeg kendte ham saa nøje.
Han modtog mig ved Østerstrand
med gennemregnet Trøje.
Vaadt var hans Skæg af Danmarks Vejr;
dansk var hans vare Stemme.
O, Barndom, fjærn, dog altid nær,
vi mødes, vi er hjemme.
Før blev til nu, og nu blev før.
Et Hjærte alt forener.
Der kom fra Ventesalens Dør
en Duft af Gravenstener.
III
Mit regnindspundne Æbleland,
din Liflighed jeg smager!
Her gaar den danske Menigmand
og pløjer Danmarks Ager.
Hvem ledte mine første Skridt?
Det var hans muntre Datter.
Hun sang mig ind i Søvnen blidt
og bar mig ud med Latter.
Saa varligt tog han Barnets Haand
i sin den grove, stærke.
Jeg kendte bedst den danske Aand,
saa tidt den bar hans Mærke.
Her gik han mangen Regnvejrsdag
bag Tromle og bag Harve,
mens Mosset paa hans Hyttes Tag
var Luftens Fest og Farve.
Udover sodet Skorstensrand
Røgstriben blaalig vifter.
Her boer den danske Menigmand,
mens Næ og Ny omskifter.
Hans Træsko paa hans Tærskel staar
med Halmvisk lagt i Bunden,
de Træsko, som til Arbejd gaar
hver Dag i Dæmringsstunden.
Bag Ruden ulmer Gyldenlak.
Og lifligt Bøgebrænde
staar stablet i en Keglestak
nær Husets søndre Ende.
Mos groer saa grønt paa Tag af Straa.
Hvor inderligt det svulmer!
Hvor blomstrer det i Luftens Graa,
som favner blidt og dulmer!
IV
Det grønne Mos, det groer saa godt
i lysforladte Zone.
Hvor svulmer gennem Graatigraat
den bløde Cellotone!
Men ser jeg Mosset blomstre, maa
mit Landsbyhjærte vaagne,
og drømmende paa Vandring gaa
i taagesvøbte Sogne.
Hvor Landet sol- og sangforladt,
berøvet al sin Grønhed,
bereder sig en Dvalenat
i Nøgenhedens Skønhed.
Se, Grøftegræs blev harebrunt,
og Grenene dryppende sorte!
Hvor skærmer Landsbymosset lunt
de gamle Ladeporte!
Det damper fra en Møddingpøl
med sødlig Lugt fra Stalden,
som slænger ud et Kalvebrøl.
Jeg kender den barnlige Kalden.
Mit Landsbyhjærte banker blødt
af Venlighed mod Egnen.
Der svulmer noget frodigtsødt
i Regnen.
V
Den gamle Sommer sover blot;
det groer, hvor Døden harver,
mens Regnen slaar sit Graatigraat
om Jordens slukte Farver.
O, dulmende Akkord i Moll,
som gør vor Sjæl taalmodig!
Naturens Søvn var aldrig gold,
dens Dvaletid er frodig.
Skjult mumler det i Mulmets Skød
fra Evighedens Kilde.
Død groer i Liv, Liv groer af Død
ustanseligt og stille.
Nu indgaar alt saa sød en Pagt
i Dødens Sakramente.
Nu er det store Offer bragt,
en Paaske tør vi vente.
De slukte Farver kan nu sødt
ved Moderhjærtet sove,
for de har blomstret, brændt og blødt,
tro mod de tavse Love.
De aander tyst, de mumler blidt
som trætte Børn, der drømmer.
Den Strid er stridt, fuldbragt, saavidt.
Kun Regnen strømmer — strømmer —
VI
Mos, Regn og Æbleduft og Jord,
her har I mig tilbage!
Saa sindig gennem Regnen roer
min Ven, den gamle Krage.
Du Vinterfugl! Du Ravnens Bro’r!
Dit rustne Raab du løfter,
og pløjer støt de vante Spor
over plørede Veje og Grøfter.
Gennem Graatigraat, over nær og fjærn,
over Efteraarsskove saa sorte.
Dér rasler Vinteren i Jærn
bag Fimbulnattens Porte.
Et Kuldegys fra Ødets Bræ
imod mit Hjærte synger.
Men stedse grønt staar Livets Træ,
en Gren det om mig slynger.
VII
Tag venligt mod mig, Efteraar!
Jeg staar i dit Æblekammer,
hvor Regnen slaar sit blanke Haar
om dryppende Frugttræstammer.
Dit store Farvebaal er slukt,
Men se, der blev tilbage
en liflig Modenhedens Frugt
fra Aarets Pigedage.
Det græder tyst, hvor Græsset groer
paa vore Drømmes Grave.
Det bløder i den Saamands Spor,
som saaer i Dødens Have.
Men Muld er Muld, og Rod er Rod!
Og Livets Gud er ødsel!
Og Alnaturens Hjærteblod
er, Efteraar, din Gødsel!
Vel ved jeg, hvor det Æble groer,
du bød mig af dit Lager,
Jeg smager dig, min Barndoms Jord,
jeg træder paa din Ager.
Jeg staar ved Nilens Kildevæld.
Her gaar den Strøm, som kvæger.
Her grønnes over Bakkehæld
det søde Græs, som læger.
Her tør min Tanke synke ned
som Agerhøns i Kløver,
og sanke, hvad af Evighed
det jordiske behøver.
VIII
Hjem, ud, og hjem — den samme Vej —
Her kom jeg fra, her boer jeg.
Jeg er i dig, du er i mig,
her grønnes jeg, her groer jeg.
Det blomstrer, Barndom, i dit Spor,
du har et frodigt Følge.
Det vrinsker, hvor din Kløver groer,
Fisk yngler i din Bølge.
Du gemmer tæt ved Jordens Bryst
de søde Skjulesteder,
hvor Livets Løndom aander tyst
i rugevarme Reder.
Blandt Hornede du færdes trygt,
du klapper Hoppens Lænder;
og Føllet æder uden Frygt
sit Brød af dine Hænder.
Det brøler i din Foraarsdag
fra Kalvene i Enge.
Det knebrer herligt paa dit Tag
og kagler fra dit Stænge.
Det puster i din Vinterstald,
det brummer, grynter, sparker.
Din Sommer gaar med Tordenskrald
over de mørknende Marker.
Din Høst har Kamre fulde af Frugt
og Kister fulde af Nødder,
og Bøsseknald, og panisk Flugt
af pilende Bukkefødder.
Du er et uudtømmeligt,
velsignet Forraadskammer,
som dufter sødt og indholdsrigt
midt i Alverdens Jammer.
Du er en Arv, som Livets Rust
og Rotter ej fik krænket.
En sød og liflig Ydunsmost
mit Hjærte har du skænket.
Alt tusend Gange sét og hørt
blir nyt, naar ret vi mødes,
og underfuldt og uberørt
som Lam, der lige fødes.
Og slængte jeg din Rigdom væk,
og døde mine Toner,
dog sang en Dag din Foraarsbæk,
jeg stod blandt Anemoner.
Og vendte jeg i Trods, i Harm
min Ryg til hvad du lærte,
du var der med din Kløverarm
og drog mig til dit Hjærte.
Alt blomstrende, som græd, som lo,
befrugtende min Tanke,
var dig, var dig — du blev mig tro,
du frodigtgrønne Ranke.
En Verden aander i din Haand,
blødt, varmt — som Dueunger.
Her dvælede, her drak min Aand
og mættede sin Hunger.
Du er i mig, jeg er i dig
som Kvist i Stammens Grene!
Og først naar du forlader mig,
bli’r jeg i Sandhed ene.
Men det blev dog min Prøvestund,
da sent jeg kom tilbage
og fik et Ja med Æblemund
fra hine søde Dage.
Før blev til nu, og nu blev før.
Et Hjærte alt forener.
Sødt strømmer fra din aabne Dør
en Duft af Gravenstener.