Nu flygter Dagen hastig bort fra Verden.
Og Natten stille ud i Rummet træder,
begynder tyst sin Samariterfærden
i Lasarettet, hvor de syge græder.
Og Jordens Hersker med sit Hoved bøjet
fra Arbejdskærren spænder sig og sukker,
og med sin syge Grublertvivl i Øjet
han dagtræt under Mulmets Ly sig dukker.
Men hastig følger Natten Dagens Flygten,
og snart dens sidste Fodspor har hun slettet.
Saa tænder hun i Skyen Maanelygten
og gaar sin Gang igennem Lasarettet.
En stille, sørgeklædt barmhjertig Søster,
hvis blege, blide Ansigt Sløret dølger.
Hun hører Skriget og de svage Røster
og intet røber hun, naar Dagen følger.
Barmhjertig slaar hun ud sin Sørgekaabe
og dækker Jordens mange aabne Vunder —
saa kan de syge Sjæle atter haabe,
at der er Frelse i den Dag, som stunder.