Jeg græder, mens jeg kysser dig, dit søde, lille Skind.
Jeg kysser dig paa Øjnene, de himmelblaa, de smukke.
Jeg presser mod mit hvide Bryst din silkebløde Kind.
Hvem ligner du? Din Far! Din Far! Du sover i hans Vugge.
Ja, tænk dig, han var selv en Gang, en lillebitte én,
som hverken kunde tænke eller tale, bare skrige!
Og du skal blive stor som han, min lille Øjesten!
Det, synes jeg, er underligst blandt alt det underlige.
Nu kender du kun Mælkesorg, som stilles ved mit Bryst.
Men hvis jeg vender Kinden til, saatrordu, den er Brystet.
Og tørster du, saa melder du det straks med højlyd Røst,
og drikker saa af Hjertens Lyst og sover mæt og trøstet.
Og dog er der saa mange Ting, jeg kun kan sige dig,
vi to har snakket sammen allerede, mens jeg bar dig.
Og det, som er imellem os, forstaar de andre ej!
og mindst af alt mit Hjertes Tak og Fryd, fordi jeg har dig.
Ja, mange Taarer har jeg grædt for dig, min lille Dreng.
Og mangen stille Time sad jeg lykkelig og lytted.
Og ingen ved, hvor Timen, da jeg fødte dig, var streng,
og ingen ved, hvor fast du blev til dette Hjerte knyttet.
Jeg kysser dine Øjne blaa, jeg forsker dybt deri —
jeg synes, jeg kan se din lille Sjæl, som endnu sover.
Og glemmer jeg at kysse dem, saa er det blot, fordi
jeg drømmer om den Lykke, som de gemmer, som de lover.
Saa underlig, saa underlig jeg drømmer om din Sjæl
og ser i dine Øjne, som er himmelblaa og klare —
Min Skat, naar du biir større og jeg kalder paa din Sjæl,
vil den saa altid høre mig og kende mig og svare?
Jeg græder, mens jeg kysser dig, dit søde lille Skind.
Jeg kysser dig paa Øjnene og Fingrene dem ta’r jeg
og kysser dem og Munden og din silkebløde Kind —
Jeg bar dig ved mit Hjerte, jeg vil lukke dig derind
for Evighed, for Evighed, saa ved jeg, at jeg har dig.