Jeg besværger eder, Venner, at I elsker eders Lykke!
At I vogter den med Omhu, at I bejler til dens Gunst,
som en klog og kærlig Gartner, der forstaar til Gavns sin Kunst —
eders Hjerte er det Sted, hvor I skal dyrke eders Lykke!
Som en klog og kærlig Gartner, han, som springer fra sit Leje
for at ile til sin Have, forend Dagen endnu gryr.
Se, han tager Tegn af Duggen, som forynger og fornyr,
og han spejder efter Skyerne og kender Vindens Veje.
Naar han ser de spæde Spirer, aa, hvor nænsom og hvor kærlig
maa han værne dem mod Solen, maa han vælge deres Jord!
Ubarmhjertig maa han være, hvor han ser, at Ukrudt gror,
og forstandig og taalmodig. Al hans Gerning er besværlig.
Men en daarlig Gartner kalder jeg den Mand, som tror sig sikker —
se, han sover helst i Skyggen og hans Blomster sygner hen,
og hans Urtehave visner; og han kalder paa en Ven,
og han siger til ham: Kære, kan du vide, hvor det stikker?
Jeg besværger eder, Venner, at I dyrker Eders Have!
At I rydder den for Ukrudt, at I vander den med Flid!
At I agter vel paa Vejret og den rette Aarsens Tid
til at plante og beskære, til at gøde, til at grave!
Som en klog og kærlig Gartner, han, som hviler i sin Have
efter Solnedgang og fryder sig og ser, hvor alt er smukt.
Se, han kender alle Blomsterne og smager paa sin Frugt;
og han købte alt og tager mod det hele som en Gave.
I begærer Lykkens Frugter og dens Vine vil I drikke —
Men jer Attraa er en Ørkenvind! Den svider eders Land,
saa det skriger i sin Magerhed og hungrer efter Vand;
ak, men Brøndene er tørre! Eders Kilder flyder ikke!
Eders Haver ligger øde! Og I sidder mellem Nælder,
mens I drømmerom de Druer, som jer Ungdom tog paa Borg.
Og I skjuler eders Ansigt, at man ej skal se jer Sorg,
og I synger aldrig mere og I smiler ikke heller.
Hvorfor lyve for hverandre? Hvorfor søge at besmykke,
naar den trætte Mine røber, hvad vi bærer paa i Løn?
Aa, det ved vi dog, den lykkelige smiler, han er skøn!
Luften løftes, hvor han aander! Og han lyser af sin Lykke!