„Jeg føler mig lidt ensom i vor Stue,”
skrev Anton midt i Juli til sin Frue,
„lidt ensom med mit, ak, halvérte Jeg.
Men hør nu, hvad der gør mig tryg i Tanken:
Jeg har sat hundredtusende i Banken
lidt efter lidt — til Børnene og dig!”
Fru Fanny rødmer under Vildsvinsranken:
Han har sat hundredtusende i Banken!
Hun skriver til sin Søster: Anton kan
nu dø fuldkommen tryg, i Fald Gud vil det!
Hun lader sin Veninde snuse til det —
Veninden tænker straks: Min usle Mand!
Og Anton skrev: Au revoir ved Stranden!
Paa Lørdag haaber jeg, vi ser hinanden.
Da Fanny Lørdag Morgen gik i Bad,
sang alle Sommerbølger smaa om Planken:
Han har sat hundredtusende i Banken!
Guldstykker laa langs Klitterne paa Rad.
Fru Fanny elsker Anton, men med Maade,
og hvad hun skænker, skænker hun af Naade;
sit Hjærte hyller hun i kyske Lin;
mens Anton, som forgylder hendes Trone,
gaar rundt paa Frierfødder om sin Kone
og dirker her og der ved Lykkens Skrin.
Men der gaar Kornmod i den danske Sommer,
og Græsset skælver først, naar Brisen kommer.
Fru Fanny klæder sig i Sommerhvidt.
„Den kære“ hvisker hun og varmer Tanken,
„Han har sat hundredtusende i Banken
til mig og Børnene — lidt efter lidt!”
Hun henter ham den Aften ved Stationen.
Hun bænker ham paa Trinene af Tronen,
omblomstrer ham med Smil og blide Ord.
„Du” mumler hun, imens et Trin han stiger,
„Jeg gaar og ser paa vore to smaa Piger,
jeg tror — i Grunden savner de en Broer.”
Hun smiler, lænet til ham: Føl! jeg brænder!
Hun udleverer ham de svale Hænder:
„Du lovede mig sidste Gang en Dreng!”
Hun jubler, mens hun synker fra sin Trone,
„Du har tjent hundredtusend til din Kone!”
Hun sitrer: „Det er sent! Vi vil i Seng!”
De ranke Fruer, kølige som Søjler,
de vil, at Mænd skal smedde gyldne Nøgler
til Hjærter, som er blanktpoleret Guld.
Men har du hundredtusende i Banken,
flux fletter Fruen Myrterne i Manken
og gør en Sommeraften underfuld.