Rebekka har en dejlig lille Dreng,
som endnu hænger ved sin Moders Kjole,
ja, sover mangen Nat i hendes Seng,
skønt han er altfor stor —
Men Davids Mo’r
har nu bestemt, at David skal i Skole.
Bestemt det, ja, men langtfra uden Frygt —
Hvor meget maa en Moder her betænke!
Betro sin David til en Fremmeds Røgt!
„Mit lille Dæggelam!
Jeg har kun ham,
og, ak, der hviler Ansvar paa en Enke!”
Hun grubler med sit Hoved, som er smukt;
hun modner Tanken ved sit Hjærtes Varme.
En Sommermorgen har den baaret Frugt —
Glad løfter hun sin Dreng
op i sin Seng,
hvor Purken spræller vildt i hendes Arme.
Nu har Rebekka sine Sorger glemt —
Hvor sødt, at se sin Pusling uden Skjorte!
Saa sommerligt er hendes Tanker stemt
hos denne lille Gæst,
som leger Hest
med hendes Fletninger, de stenkulsorte.
Ét er der jo, som trodser hendes Kløgt —
Et Mørke, hvor hun famler om i Blinde,
en Labyrint, hvor hun saa tidt med Frygt
har vandret rundt og rundt
og døjet ondt,
vel blot, fordi hun var en lille Kvinde.
Den Jesus, sukker hun bekymret — men
i Grunden har det dog saa lidt at sige!
Var Jesus ikke alle Smaabørns Ven,
som selv en Gang har sagt,
med Haanden lagt
paa Barnets sorte Haar — her er mit Rige!
Og mens hun ligger der — en Fuglemo’r,
der nyder Roen i sin lune Rede —
fornemmer hun, at stille Klarhed groer
i hendes Modersind,
mens hendes Kind,
faar Farve af en stor Beslutnings Hede.
I Smaating er Vorherre ikke streng —
Rebekka har i Grunden vidst det længe.
Derfor skal David, hendes lille Dreng,
udøbt ha’ sin Portion
mild Religion
paa samme Bænk som Kristenskolens Drenge.
Rebekkas Sjæl er nu fuldkommen tryg.
Glad kysser hun den lille splitternøgne
og lader Haanden glide langs hans Ryg,
beundrende sin Søn —
Vidunderskøn
er lille David med de sorte Øjne!
Og muntert rusker hun i Drengens Haar
og pudser moderlig hans krumme Næse,
mens hun beretter hvad der forestaar —
Frisk Mod, mit Hjærteblod!
Vær flink og god! — —
Og dine Lektier vil vi sammen læse.
For Rektor staar Rebekka samme Dag —
Og den erfarne ved, hvad det betyder —
Ny Sommerhat med Roser for og bag,
stolt af saa stor en Søn,
selv ung og køn —
Og præsenter nu David dine Dyder!
Kan David sige hvad er to og to —?
Den Dreng, Hr. Rektor, ligner ingen anden!
Hvor, David, faar vi Mælken fra — K—Ko —?
Aa Gud han husker alt,
han faar fortalt —
Det er fra Fa’ren, at han har Forstanden!
Saa kommer det om Religionen blidt —
Rebekka er saa moderlig i Aanden.
„Alt det med Jesus er dog kun saa lidt.”
Farvel! — Rebekka gaar
med Roser paa sit Haar
og med en skoleindmeldt Søn ved Haanden.
Men for de mange er det alt og ét.
Din Tro er meget stor,
du lille Moer,
for du har Kærlighed, hvor vi har Stene.”