Paa den gamle Kirkegaard,
hvor en Ask paa Graven staar,
gul i Høst og grøn i Vaar,
Staar den Stue, hvor du boer,
du, hvis kære Navn var Mo’r,
var og er, skønt du blev Jord.
Du, hvis Hjærteblod blev mit,
da mit Hjærte slog ved dit — —
Nu forlængst din Strid er stridt.
Tidlig graanede din Lok.
Talrig var din Børneflok.
Ufred fik du mer end nok.
Træt af Suk du sank i Jord — —
Var og er og bliver Mo’r.
Hjærtet skælver ved det Ord.
Venter under Foraarshegn,
under Vintres Stjærnetegn,
under Sommernætters Regn,
Til du faar dem, én for én,
bjærget under Askegren,
vel i Ly for alle Mén,
I din Vinterstue trang —
Vej er kort, og Vej er lang,
ender dog hos dig en Gang.
Du har Husrum mer end nok,
gamle Mo’r med hvide Lok,
til en husvild Børneflok.
Tiden ej din Tærskel naar.
Stuen mellem Stjærner staar.
Timen dér er tusend Aar.