Jeg lever kun i Lyset,
Jeg er en Lysets Søn.
For dig, min stærke Fader,
mit Hjerte sig oplader,
dig sender jeg min Bøn.
Al Jorderig sig bader
i dig og vorder skøn.
For saarede og syge
og hver, som har det ondt,
du er den samme milde,
utømmelige Kilde
den hele Verden rundt,
hvor Hjertet, som led ilde,
igen kan blive sundt.
Al Jordens Lykke løfter
mod dig sit glade Raab,
den Fryd, som er den største,
og Elskovs allerførste
forventningsfulde Haab.
Ak, skælvende de tørste
at signes i din Daab.
Alverdens rige Hjerte,
som tænder Aar for Aar
din stærke Livsensgløden,
Befrielse i Nøden,
alene du formaar!
Du overvinder Døden
hver Gang det bliver Vaar.
Ak, alle Jordens Hjerter
behøver dig saa haardt.
Og kummerfulde lange
er Nætterne for mange
og Dagen er saa kort;
og Hjertet skælver bange,
naar Lyset flygter bort.
O, hellige, som modner
den unge Piges Bryst
og Mandens dybe Tanker
og Hjerterne, som banker
i Længsel og i Lyst
og Druens fulde Ranker
paa Højene i Høst — —
Velsign mit svage Hjerte!
Det skælver som et Blad.
Kast Lyset fra det høje
paa Sjælen i mit Øje,
at jeg maa vorde glad
og glemme al min Møje
forynget i dit Bad!