Min Kano langs Urskovsbredden
driver paa den røde Flod.
Store Liljeblomster drømmer
ved de stille Palmers Fod.
Underlige, stumme Fugle
svømmer rundt om min Kano.
Hvem er du, hvis Aande bryder
Urskovsbreddens dybe Ro?
Spørger I, I skønne Fugle,
hvem jeg er? Jeg ved det ej.
Drømmer kaldes jeg af nogle;
og maaske — saa drømmer jeg.
Fjernt fra disse skønne Steder
skjuler sig min Fødeby.
Regn og tunge Taager hænger
over Tag og Taarn som Bly.
Som en døsig Lygte lyser
Solen sørgelig og mat.
Døden højt i Taagehornet
tuder baade Dag og Nat.
Ængstelige Skygger glider
ud og ind paa maa og faa.
Ingen ved, hvorfra de kommer,
ingen ved, hvorhen de gaa.
Jeg er en af disse Skygger,
flygtet fra min Fødestad.
Ak, I skønne, stumme Fugle,
kom! Og lad os følges ad!
Mens Kanoen medløs driver
langs med Urskovsflodens Bred,
glemmer jeg min triste Hjemstavns
sørgelige Virk’lighed.
Kun min Krop har stadig hjemme
under Taagestadens Skyr.
Sjælen fra sit Hylster stryger
ofte ud paa Æventyr.
Driver uden Maal og Vilje
ned ad Drømmens røde Flod,
hvor de store Liljeblomster
sover under Palmens Fod.
Saadan fører Sjæl og Legem
hver sin egen Eksistens.
Kroppen, naar min Sjæl er ude,
gør Honnørs for Folk imens.
Som en Avtomat, der bukker,
konverserer, hører til,
nikker, lér og disputerer —
O, det er et lystigt Spil!
Glidermannen, som med Anstand
gør de løjerligste Hop,
mens de andre applauderer:
Hvilken klog, beleven Krop!