Højt paa Himlen tændte Maanen
nys sit hvide Fyr.
Paa den blanke Skive glider
Sommernattens Skyr.
I Nordvest har Himlen suget
Dagens Klarhed i sit Skød.
Tusend Mile gad jeg vandre
mod den blege Glød — —
Se, hvor Møllen hist paa Bakken
knejser stor og tryg!
Som en gammel Kæmpepilgrim
med sit Kors paa Ryg.
Kom! Imellem Rugens Volde
kender jeg en lønlig Vej — —
Vil du, min Veninde, vandre
der i Nat med mig?
Det var her min Læbe stammed
først de bange Ord — —
bævende af Angst og Elskov
de fra Hjertet for.
Kom! Thi endnu ligger Stien
mellem Rugens Volde gemt,
og de varme Ord fra Hjertet
har jeg ikke glemt.
Bag en Sky med Sølvbræm dukked
Maanen og forsvandt.
Hvor dit mørke Øje funkler
som en Diamant!
Og din Mund af Duggen fugtig
er en Drue, fyldt med Vin,
Vin, som daarer, Vin, som gløder — —
og du selv er min!