Smaa Bjælkehuse ligger
paa Rad langs Dalens Rand,
og Frauenwiese hedder
det græsgrønne Land.
Højt mellem mørke Skove
det lyser som et Bed,
ja, lyser langt af Led
med grønne Enge.
Hvert Bjælkehus er malet
saa pynteligt og smukt,
og karsk som Bjærgets Skove
er Stuens Harpikslugt,
som Frauenwieses Koner
ta’r med sig, hvor de gaar,
i deres Skørt og Haar
og Hovedklæde.
De Frauenwiese Koner
maa løbe op og ned
med Kurve over Ryggen,
og malke Ko og Ged;
Vand henter de ved Elven
og skyller deres Vask —
i evigt Trit og Trask
langs Bjærgets Veje.
Ved Solnedgangens Porte
og Aftenstjærnen nær
indslumrer de i Suset
fra Bjærgets Fyrretræ’r,
og kimes ud hver Morgen
i Taagens blege Damp
til Dagens muntre Kamp
af Lærketriller.
Thi intet Sted i Verden
er Lærketriller fler.
Og intet Gry forvandler
en græsgrøn Plet som der.
Op dukker Frauenwiese
hver Morgen som en Ø
af Taagens hvide Sø,
som drukner Dalen.
Begravet ligger Skove,
naar Frauenwieses Mænd
i Taagehavet dykker,
mens Sø bli’r Land igen;
og rædde Genfærd flygter
i Ly af Bjærgets Bryn
for Gryets Lanselyn,
som splitter Taagen.
Saa grøn som Frauenwiese
er ingen Plet, jeg ved.
Gud steder den til Hvile
ved Aftenrødens Bred,
og henter den af Havet
og skaber den paany
hvert evigt Morgengry
den hele Sommer.