Paa brune Ben
ad Klippesten
kortskørtede smaa Koner gaa
hver med sin Spand
ad Skrænten ned
at hente Vand
ved Elvens Bred.
Bergauf, bergab,
hver Fod er rap,
hvert Skridt er fast,
for de har Hast,
de Koner smaa paa Bjærget.
Og Sladren gaar —
for det er Vaar —
fra Spand til Spand med Lattersprøjt,
som en gesvindt
og munter Bæk,
der løber lindt
og smutter væk,
og blander rap,
bergauf, bergab,
sin Rislesang
med Klirr og Klang
og Solsortfløjt
paa Bjærget.
Men én jeg saa
alene gaa,
og Fod for Fod og tavs hun skred
bergauf, bergab,
paa tunge Ben,
som nødig slap
den kolde Sten;
hun stanser tidt
og hviler lidt,
og støtter Spand
mod Klipperand,
mens Sol gaar ned
paa Bjærget.
Og rask forbi
med Drilleri
de løb, de muntre Koner smaa.
Det Taalmodssmil,
som Mødre har,
var i hvert Hvil
den Bleges Svar.
Og trip og trap,
bergauf bergab.
Smaa Blommetrær
og Kirsebær
i Blomstring staa
paa Bjærget.
Men evig sval
den grønne Dal
jeg for mig ser, og Elvens Bred
med Klirr og Klang
bergauf, bergab,
og Solsortsang
og Trip og Trap;
og én, som bleg
langs Skrænten steg;
og i et Hvil
det Mødresmil
af Evighed
paa Bjærget.