Den fortabte Søns eneste Broder
var en agtværdig Mand
i allerbedste Forstand.
Det Regnskab han førte med Himlen
stemte til Punkt og Prik.
(Han havde en særskilt Konto
for Synder, som andre begik.)
Han syndede selv,
dog kun i det smaa.
Han gav;
men ikke paa maa og faa
til Folk, som kanske var uværdige;
han gav kun til de retfærdige;
han havde Samvittighed:
Tør jeg?
Bør jeg?
Han vilde vide Besked.
Den fortabte Søns eneste Broder
var en retfærdig Mand
i allerbedste Forstand.
Det saarede ham, dersom Lykken forvænte
en Broder mere, end han fortjente;
det gjorde ham dybt forstemt.
Men det trøstede ham til Gengæld,
naar det gik en Broder slemt.
Den fortabte Søns eneste Broder
gik til sin Faders Gaard:
»Jeg ærgrer mig over den Fedekalv,
du slagted forgangen Aar.
Jeg finder din Gærning forkastelig.
Min Broder var ikke ulastelig.
Min Broder strøede Perler for Svin,
og Kalvestegen var egentlig min.
Jeg ta’r mig det nær, ja, jeg græmmer mig.
Alverden kan se, hvor jeg skæmmer mig.«
Det var i Grunden en Skam —
Han kunde ha! været en lykkelig Mand
i allerbedste Forstand,
havde han blot kunnet glemme den Kalvesteg,
som ikke blev slagtet for ham.
Nu stod han der og forklarede.
Men hør, hvad den Gamle svarede:
»Din Broder strøede Perler for Svin,
men hver en Perle var ægte og fin.
Han strøede Perler,
se det er Tingen!
Du undlod det,
for du havde ingen.«