Hun var en Bajadere,
saa sval i sin Hud
som de hvide smaa Roser,
naar de lige springer ud.
Men vi drømte, Bajadere,
at dit Hjærte sprang ud,
som de hvide smaa Roser,
der dufter som din Hud.
Tip — Tap — Tønde —
Kapitlet er endt.
Hun forraadte med Ynde
og løj med Talent.
Og se, nu er det Sommer,
og se, de springer ud,
alle hvide smaa Roser
og dufter som din Hud.
Kun dit Hjærte, Bajadere,
skal aldrig springe ud —
dit arme, øde Hjærte,
som drømte om en Gud.