Til mit Hjem og mine Venner,
da jeg reiste udenlands
da jeg reiste udenlands
Forinden jeg siger mit Fædreneland
Et veemodigt Farvel
Og sender mit Suk mod dets grønne Strand,
Mine Glæders Væld;
Forinden min Tanke kan flyve med Lyst
Mod det Fremmede, Nye
Og drages med Længsel mod fremmed Kyst
Og mod fremmed By;
Forinden den dvæler endnu engang
Med smerteligt Savn
Ved mit elskede Hjem paa den danske Vang,
Min Lyksaligheds Havn —
En Hustru, trofast i Vel og i Vee,
Der skjuler sin Graad
Og smiler saa mildt, at ei jeg skal see,
Hvor Kinden er vaad;
Et Barn, der rækker sin Mund mod mig hen
Og kysser min Kind
Og tænker: imorgen vi sees vel igjen,
Og slumrer saa ind;
En Moders Hjerte, et broderligt Blik,
Og trindtom en Kreds
Af Venner, blandt hvem min Ungdom hengik
Glad og tilfreds:
O Jord! hvad end Du kan vise mig snart
Af Stort og Rigt —
Der skal dog meer end en Udenlandsfart
Til at udslette Sligt.