H.P. Holst (1811–93)

Din Ungdom sorgløs var. Al dens Bedrift

Var som paa flygtigt Sand en flygtig Skrift.

Ret Ingen aned, som Dig dengang saae,

Hvad dybest i dit Sind Du gjemte paa,

Ret Ingen drømte, at i Danmarks Nød

Du skulde frelse det fra Skam og Død.

Som Uffe, Kongesønnen, stærk men spag,

Paa engang vaagned Du ved Vaabenbrag.

For taus som hiin med eet Du mæled Ord,

Der som en Stormvind bruste gjennem Nord;

Og see, med uvant Sværd, men freidig Tro,

Gik Du som hiin i Kampen Een mod To!

Og medens Blodet flød af dybe Saar,

En Skrift Du ristede, som ei forgaaer,

En Runeskrift, der binder fast og stærk,

I Landets Ufredstid et Fredens Værk,

En Lovens Tavle med alvorlig Røst,

En Friheds Gyldensol med Haab og Trøst.

Thi Friheden skal ei udstykkes smaat,

At tinge om den sommer ei en Drot:

Som Alle har i den en lige Deel,

Saa skal Enhver den gives fuld og heel —

Du gav den heel. Dit Eftermæle staaer

I Folkets Hjerter og i Sangens Vaar.