Den lille Viser paa Elleve staaer;
Hun løser det brune, glindsende Haar;
I fyldige Lokker det let nedruller
Over Hals og Bryst og den runde Skulder;
Hun løser af Halsen med hviden Haand
Det skinnende, sneehvide Perlebaand.
Jeg stod just i Døren til Dagligstuen
Og bukked og sagde Godnat til Fruen.
— Hun sad derinde og læste i Ro,
Lytted ei til, hvad vi sladdred, vi To. —
Saa greb jeg langsomt til Hatten og Stokken
Og kasted et langsomt Blik paa Klokken.
Det er dog ret underligt, det Levvel.
Det gaaer fast med det som med gammel Gjæld;
Man taler vel tidt om at afgjøre Sagen,
Opsætter dog helst det til næste Dagen.
Vi havde gjentaget det Ord saa tidt,
Men endnu var jeg dog lige vidt;
Det var, som mangled der endnu Noget,
Dog kunde jeg ikke ret ud med Sproget.
Hun rakte mig Haanden, det søde Barn,
Ak, stærkere bandt mig alt Lokkernes Garn!
Jeg greb dem begge, — hun bort sig bøied, —
Jeg saa hende bedende ind i Øiet.
Jeg vovede Bønnen: det første Kys.
Den Kind, der smilte saa barnligt nys,
Undseelsens flammende Rødt beaanded!
Forvirret hun leged med Perlebaandet.
Hun nedslog Øiet. O hvor var hun smuk!
Dette døende Smiil, dette halvqvalte Suk!
Undseelig en Perle af Snoren hun pilled: —
Strax alle de andre i Skjødet trilled.
Da døde Smilet, og Taarernes Flod
Flux trængte sig frem. Jeg hende forstod.
Jeg trykked et Kys paa de hvide Hænder, —
Hvad Kys betyder først nu jeg kjender.