I Havestuen sad vi. Det var silde,
Igjennem Buevinduet paa Altanen
Faldt Maanens Lys, det sværmeriske blide,
Og sagte vifted Poplen og Platanen.
Jeg læste ved det hvide Skjær af Lampen
For hende Goethes Tasso, og jeg glemte,
Beruust af Digtets underfulde Skjønhed,
De Sorger, der min egen Sjæl forstemte.
Jeg var just ved det Sted, hvor vildt, begeistret,
Den arme Digter, af sin Qval fortæret,
Prindsessen første Gang den Flamme tilstod,
Der hemmeligt, dybt i hans Indre gjæred;
Og Sprogets Høihed rev mig hen. Hvo mægter
At modstaae disse Toner, der fortrylle?
Min Kind, mit Øie brændte, og min Stemme
Fik Udtryk, Følelse og Klang og Fylde.
Da faldt mit Blik paa hende. Dybt bevæget
Hun lytted til og anede vist ikke,
Hvor blidt, hvor drømmende hun havde fæstet
Paa mig de lyse, genialske Blikke;
Men jeg, jeg følte dybt, hvordan de brændte!
For første Gang begreb jeg, hvorfor denne
Af alle Scener mest mig maatte gribe, —
For første Gang begreb jeg det hos hende.
Forstod hun mig? Jeg saae, hun havde bøiet
Tilbage Nakken imod Sophapuden;
Mod Brystet grædende hun pressed Haanden,
Et svagt, et ringe Værn mod Elskovsguden.
Men intet Ord forraadte hvad jeg følte,
Forstummet var min Læbe og mit Øie!
For mig jo havde Digtet talt, — hvi skulde
Til Kildens rige Væld jeg Draaber føie?
Jeg læste videre ved Lampens Lue.
Igjennem Buevinduet paa Altanen
Faldt Maanens Straaleskjær, det kydste, rene,
Og venligt vifted Poplen og Platanen,