Et Billed jeg for Dig stiller.
Himlen er reen,
Og Solstraalen muntert spiller
Paa Blad og paa Green.
Dog tro ei, mit Liv har formet
Sig altid saa mildt
Ak nei, det har tidligt stormet
Heftigt og vildt.
Før vilde jeg tidt forsage:
Nu er jeg i Havn
Og seer med et Smiil tilbage
Paa min Ungdoms Savn.
Før troede jeg tidt, at jeg kunde,
Flyve som Ørn
Over Bjerge, Søer og Sunde,
Over Krat og Tjørn;
Nu er — jeg troer, til min Lykke —
Svalen min Fugl:
Som den under Tag kan jeg bygge
Ydmygt mit Skjul;
Som den jeg krydser og svæver
I snever Kreds,
Ei høit jeg fra Jord mig hæver.
Dog er jeg tilfreds!
Som den jeg finder paa Marken
Stundom et Straa
Og pynter, som Lov paa Barken,
Dermed min Vraa.
Som den jeg flagrer i Vaaren
Glad over Vang
Og qviddrer — dertil er jeg baaren —
Sparsomt en Sang.
Den Ovidder, min Ven, Du fatter,
Det simple Sprog, —
Og om Du ei hørt det skatter,
Du hører det dog.