Hos Heiberg sad jeg en Formiddag,
Jeg husker ei meer, hvad jeg vilde
Saa tidligt derude — jeg mindes kun,
At hele Huset var stille.
Vi sad og snakked gemytligt. Med eet,
En Haand paa Laasen sig lagde,
Og strax efter kom Fru Gyllembourg ind
Med et stort Manuskript og sagde:
„Aa, Ludvig! hvis Du har Tid, saa vil
Jeg nok vise Dig ...” „Ja hvorfor ikke?”
Afbrød han hende med ængstelig Hast
Og Forlegenhed i sine Blikke,
„Men jeg er ikke ene.” — Hun gav et Skrig,
Og betuttet vilde hun flygte.
„Kjære Fru Gyllembourg, det er kun mig —
Mig pleier jo ei De at frygte.”
— „Aa er det Dem! Ja, jeg seer jo saa slet..
Jeg troede, her var slet Ingen,
Og saa blev jeg bange for, at jeg kom
Til Uleilighed... ja det er Tingen —
„Men nu gaaer jeg igjen. Farvel!” Jeg saae,
Hun holdt Manuskriptet bag Ryggen,
Og sagde: „Jeg fik dog et Glimt at see ...
Af Dem; derfor takker jeg Lykken!”
Mit Blik faldt paa Heiberg. Det var mig klart,
At Situationen ham gotted,
Især da han længer ei frygted for,
At hun uforsigtigt sig blotted.
Du vilde viist mig Noget?” sagde han tørt,
Og det kan jeg godt erindre,
At jeg saae et muntert, satirisk Glimt
I hans mørk’brune Øine tindre.
Hun rysted paa Hovedet. „Aa, det var kun
Husholdnings-Regnskaber, Kjære!
Det har ingen Hast! Jeg kan vente med dem,
Saalænge som det skal være!”
„Husholdnings-Regnskaber!” tænkte jeg, da
Jeg gik bort en halv Time efter,
Mens for Tanken den lille Skikkelse stod,
Som gjemte saa store Kræfter.
„Husholdnings-Regnskaber! Ja hun har Ret.
Hvad hun skrev jo vidner i Livet
Om hvorledes hun har holdt Hus med det Pund,
Som af Forsynet blev hende givet.
„Med det Regnskab, troer jeg, kan trøstigt hun
For sin Herre og Mester træde,
Naar engang hun har endt sin Pillegrimsgang
Og gaaer ind til sin Herres Glæde!”