Ludvig Holberg (1684–1754)

Den 1. Fabel.

Pans Lov-Sang og Freds-Fest, samt Karkini eller Krebsens Forvandling.

Saa ved sin Myndighed Skov-Guden Krigen endte;
Man kunde nu igien den gyldne Alder vente,
Man haabede at see all Sæd af Tvede-Dragt
Qvalt i sit eget Dynd, og gandske ødelagt,
Mars og Bellona af Astræa overvundne, 1
Had, Splid, U-enighed med evig Lænker bundne;
Man haabede at see den Palme-zired Fred
At rette Throne op for Dyd og Retviished.
Da blev Fredsstifteren til evig Æreminde
En Vise sat paa Sang af Skovens Poetinde,
Som for dens Ziirlighed af alle prised blev.
Skiønt Dyrs og Hyrders Dom ey Giøgen underskrev;
Men hvo i Digte-Konst kand qvæde hver til Maade?
En Momus Phoebum selv fordømmer uden Naade.
Vor Nattergale Sang af Damon graven staaer
I hvide Marmor, og i saadan Tone gaaer:

                    Saa ved Skov-Gudens store Flid
                              Vi seer igien fremskinne
                    Nyfødde Verdens gyldne Tiid,
                              Da første Sol at trinne
                    Man udaf Havets Boelig saae,
                              Og over Verden smile,
                    Den spæde Maane villig paa
                              Sin Karm at efterile;
                    Da Morgenrøden første Gang
                              Oplukte Safran-Dørre,
                    Og man den nye Fugle-Sang
                              I Lunde fik at høre;
                    Da Havet først omfavned Land,
                              Med Elskovs-Arme kryste,
                    Den dybe Afgrunds hvide Sand
                              Med fugtig Læbe kyste;
                    Da udaf Skyen første Gang
                              Frugtbare Draaber fløde,
                    Og af den grønne Jomfru-Vang
                              Ny Lilier udbrøde;
                    Da Ulv og Lam i Enighed
                              Bebode samme Vange,
                    En Støver ey brød Hiortens Fred,
                              Ey Spur for Høg var bange;
                    Da mindre Fiske trygge laae
                              Ved Rov-Fisk Munden kaade;
                    Kort, da man Blod ey rinde saae
                              Undtagen udaf Vaade:
                    Slig gylden Tid fornyed er,
                              Vi derfor Krandse flette
                    Af Hyacinther, Lilier,
                              Skov-Guden dem paasætte;
                    Vi udi Lov-Sang stemme an,
                              Omringe Førstens Throne,
                    Og yde Priis til store Pan
                              I glad harmonisk Tone.

Men, Himmel! hvad er dog paa Verden lidt at bygge?
Her for en Juno man omfavnede en Skygge.
Den Glæde, Herlighed kun vared gandske kort,
Som prægtig Meteor og Veyr-Lys svandtes bort.
De Dyder, som var i Sølvalderen tilbage,
Nu maatte flygte, og af Skoven Afskeed tage:
De Stærke brugte Magt, de Svage søgte Værn,
Saa denne Alder har bekommet Navn af Jern.
En Løve, Tiger nu kun pønsed paa at røve,
En Høg paa Tyrannie mod mindre Fugl at øve.
Den horned Hiort sig stak for Støveren i Skiul,
Den spragled Slange for den anden krøb i Hul.
De spæde Fugle-Børn og Dune-penned Unger
I egne Reder ey var fri for Øgle-Tunger.
Den frygtsom Hare da sig skiulede i Krat,
Saae som sin Frelse an den sorte-taaged Nat.
Den uldne Faare-Hiord i Skove, Hede, Lunde
Da med Convoyer gik af Jerne-pikked Hunde.
For Hoppens Forsvar da den ædle Hest sin Fod
Med Jerne-saaled Skoe og Sømme væbne lod.
Den listig Ræv en Gaas da søgte at bedrage
Med falske lokkend Ord og Honning-krydded Kage.
Kort, alle Dyder nu man traadde under Fod,
Et Dyr bestænked gik med andet Dyre-Blod.
Siig mig, o Musa, hvad til denne Ild var Tønder,
Hvad udi Skoven har ført ubekiendte Synder,
Som i Sølvalderen sig stundom vise lod,
Men nu den skiuled, som Ægypten Nili Flod?
Da Trætten bilagt var, begyndte man at haabe
En evig-varend Fred. Pan derfor lod udraabe
En stor og hellig Fest, som i den Maaned Zar
Til denne gyldne Freds Erindring nævned var;
Bød gaaend, flyvend Dyr til Alsos Lund at møde,
Hvis nogen borte blev, at straffes som for Brøde.
Sligt Bud udstæded blev i Dragens Maaned Ter 2
(Man Uger, Maaned, Aar gav eget Navn i sær).
Da Fiske, Fugle, Dyr, alt hvad sig kunde røre,
Man saae med Iver sig til Reysen færdig giøre:
Hver krybend, vinged Dyr ved Lunden Alsos stod,
Hver Fisk og dukked op ved Strandbred, Aae og Flod.
Men Krebsen vilde ey sligt Bud for fulde tage,
Han sig betænkende paa Veyen gik tilbage.
Den store Pan en slig Foragt til Hierte gik,
Karkinus strax til Straf en anden Skabning fik.
I Øyeblik man ham paa tvende Been saa trippe,
Han væmmedes ved Vand, opklavred paa en Klippe,
I Luft, som før var Gift, han nu fandt Lægedom,
Sig snode, veltede paa alle Kanter om,
Men kunde ingen Vey til faste Land sig bane.
Omsider blev han vaer en Hyrde i en Kane,
Ad ham han vinked nu med een, nu anden Kloe,
Men med Forundring fandt forvandled begge to
Til tvende Saxe. Kort, for Krebs der stod en Skredder,
Som Hyrden i sin Baad for en Skibbruden redder;
Thi den i Skabning som et Menneske saae ud,
Man ene merkede en ujevn knorted Hud.
Af Krebse-Lignelse sligt ene var tilbage,
Som endnu findes hos hans Afkom vore Dage;
En Æt en anden ey vanslægter derudi:
Slig Krebse-Hud har Navn af Skredder-Liberie.