Ludvig Holberg (1684–1754)

Sligt skede. Man end saae blandt Aadsler, døde Kroppe

Med Fryd og Glæde-Skrig den sorte Corax hoppe,

Ey vidende hvad nys var fældet for en Dom,

At den til Menneske og skulde skabes om.

Nu seer man Ravnen, som med døde Kroppe skalter,

I andet Øyeblik en Mand, som til Forvalter

I Hyrdens Stervbod sig og Skifter bruge lod,

Blev ved det Embed, han af Ungdom op forstod.

Hans Afkom øvet har Stam-Faderens Bedrifter,

Har løbet efter Lig i Stervbod, og i Skifter

Har stedse ladet see en stor Tienstfærdighed

For viss’ pro cento og hvad ellers følger med.

Her spørges billig maa, hvad saadant kunde volde,

Hvi Guder det en Straf og Lidels kunde holde,

At usel Creatur til Menneske blev skabt;

Ved slig Forandring jo meer vunded blev end tabt.

Men de i Tiden saae hvad Mennesk vilde blive,

Den onde Hierte-Sæd, som dennem vilde drive

Til Had, Mistænkelse, til Hofmod, Mord og Rov,

Og træde under Fod Naturens hellig Lov,

Fra hvilken fleste Dyr dog ey saa meget viger,

End ey de grummeste, en Ulv, en Høg, en Tiger.

I slig Henseende de slige Domme skrev,

Og ansaae som en Straf, at Dyret Mennesk blev.