Siden Nederlagets Dag
var hos os den stærke svag,
»Tys« og »Husk« var A og Aa,
»Buk«, »Vær venlig« ligesaa.
Vi har taalt et dagligt Tryk,
vi har krøbet, krummet Ryg
for et stort, hovmodigt Folk.
Svartalf var de Danskes Tolk.
Da Europa — Land og Land —
gik imod vor Avindsmand,
vor Tyran fra Arilds Tid,
kaldtes ikke vi til Strid.
Danmark tjentes ej med Sværd,
Krig var Selvmord — hed det her.
Her var selv den stærke svag
siden hin fordømte Dag.
Nu er alt kalfatret om,
over dem holdt Verden Dom.
»Tys, forsigtig, husk dog, Ven
de kan rejse sig igen!«
Ja, tilvisse — sande Ord.
Evigt truer Syd vort Nord.
Men for store Ting er hændt.
Slukte Lys er pragtfuldt tændt.
Flensborg — farefulde Drøm —
vi maa følge Skæbnens Strøm,
vi har sagt vort sidste Nej,
Ja og Ja er nu vor Vej.
Er den saare langtfra tryg —
tie, taale, krumme Ryg
vil vi, kan vi ikke mer.
Det er Vaar. Dens Vilje sker.
Svartalf, stil dig paa en Sten,
staa og sving med Palmegren,
vis os — Nederlagets Aand! —
end engang din visne Haand.
Gaa saa, svind saa, synk i Jord.
Medens Rug og Havre gror,
vil vi nynne paa en Sang
om en Trold, som var engang.